Børn i Kolding er læseheste i ferien
Læselystkampagnen “Sommerbogen” er i fuld gang på Koldingbibliotekerne
Nu halvvejs i kampagnen har børn i Kolding læst og skrevet over 300 anmeldelser, det vil sige at 100 børn aktivt har deltaget med tre anmeldelser hver. De har desuden været inde og hente deres boggave. Sommerbogen, som løber fra 20. juni – 22. august, er for alle børn i alderen 7-14, der har lyst til at læse og anmelde tre bøger efter eget valg.
Som tak får de en gratis boggave.
De to veninder Anna Prinds Rasmussen og Emily Oppenhagen Krøller kom forbi for at vælge og hente deres boggave.
De er begge meget glade for Sommerbogen og har været med i mange år - stort set så længe de kan huske.
“Det er bare ærgerligt, at det er sidste år, jeg kan være med”, siger Emily, som fylder 15 år og dermed bliver for gammel.
Sommerbogen er børnebibliotekernes landsdækkende læselystkampagne. På landsplan er der nu skrevet over 5000 antal anmeldelser af børn. Sidste år skrev de danske børn tilsammen ca. 17.000 anmeldelser.