Tyve udnytter sommervarmen
85-årig kvinde fandt en smykketyv i sit soveværelse
En 85-årig kvinde overraskede en tyv i sit soveværelse.
Episoden fandt sted i Ebbemosen i Ejby lige omkring kl. 13 onsdag eftermiddag.
Da kvinden opdagede gerningsmanden råbte hun op, hvilket sendte tyven på flugt.
Han nåede dog at stjæle to armlænker i guld, inden han var væk.
Tyven beskrives som: mand, 20 til 25 år gammel, 170-175 cm høj og almindelig af bygning.
Han havde sort hår og var iført en mørk, kortærmet t-shirt samt mørke bukser.
Har man set noget, der kan hjælpe med at finde tyven, kan man ringe til politiet på telefon 114.
Hold tyvene ude
I forbindelse med sagen fra Ejby og en lignende episode et andet sted i politikredsen advarer ordensmagten om, at man skal passe på i sommervarmen.
Ifølge politiet er uærlige sjæle nemlig gode til at udnytte, når tillidsfulde folk nyder vejret med åbne vinduer og døre.
De opfordrer til, at man lukker og låser steder, hvor man ikke umiddelbart har mulighed for at se, hvem der kommer og går.