Fortsæt til indhold

200 Land-Rovere indtog Jægerspris

Land-Rover entusiaster fra hele landet var i sidste uge til træf i Jægersprislejren

Arkiv
Af Birgitte Masson

“Jeg ved, hvordan forældrene har det, når ungerne flytter hjemmefra. Jeg skilte mig nemlig af med min Land-Rover sidste år, godt nok fordi jeg ville have en cabriolet, men alligevel.”
Med et stort smil fortæller Henrik Glipstrup om, hvorfor han i sidste uge var med som 'alt-mulig-mand' ved Dansk Land Rover Klubs landsarrangement LAOne4ALL i Jægerspris.
Med andre ord er Land-Rovere for mange en livsstil, for som Glipstrup fortæller, og som det tydeligt blev demonstreret i løbet af det ugelange træf i Jægersprislejren: Man kan bruge rigtig meget tid på en Land-Rover, og så slipper man det aldrig.
“Det er en livsstilsbil. Man kan blive ved med at bygge om på dem. Og uanset om den er fra 75' eller 95', så er det den samme strømfordeler man benytter,” fortæller Glipstrup entusiastisk.
Han nævner også, at der på landstræffet, er en enorm samhørighed, man hygger sig slet og ret sammen.
“Det sociale betyder rigtig meget, når vi er samlet som her. Og der er intet, der kan starte en god diskussion som at sige, at en bestemt fjeder eller dæktype er den bedste, for så skal du høre, hvordan snakken går. For nogle er det religion.”
Glipstrup fortæller, at vil man i snak med andre på pladsen, så behøver man bare at lukke motoren op.
“Så skal du se, hvordan folk kommer rendende, nysgerrige efter at kigge med.” Igen griner Glipstrup, men tager alligevel en mere seriøs mine på, når samtalen drejer ind på off-road konkurrencerne, som består af fem forskellige discipliner.
“Der vil man bare vinde.”

En livsstil

Det er første gang Iben Nordmark Andersen er med. For kort tid siden blev hun mor for første gang, og den lille familie fra Vedbæk har derfor ikke boet på lejren. Det skal de til gengæld til næste år.
“Vi kom først i går. Og min mand er helt dårlig over at høre, hvor meget han er gået glip af. Range-Rovere er også en livsstil for ham, og han elsker at lave om på sin bil,” fortæller Iben smilende, mens hun iagttager konkurrencen Trophy, hvor det på en lille bane gælder om at køre over et særdeles ujævnt underlag.