Fortsæt til indhold

Det er tanken som tæller

Fire lokale ildsjæle fik en god idé. Idéen blev realiseret og endda belønnet med Domea Prisen på 10.000 kroner

Arkiv
Peter Rasmussen

De fire aldrende gutter stråler om kap med de nymalede, hvide, vægge. End ikke i sine velmagtsdage, da stedet var tankstation og værksted, var her så flot som nu.
”Det er lidt ærgerligt, at vi ikke tog et 'før-billede' inden vi gik i gang. Da så det hele noget hærget ud,” siger Jack Holdt. Sammen med John Weber, Niels Hoffbeck og Thomas Hoier, har han hamret og banket – slebet og malet – og resultatet er flot.
”Og vores nye værksted har allerede løst sine første opgaver,” smiler de fire.
Idéen opstod da Domea, Haderslev Boligselskab erhvervede den tidligere tankstation ved Braineparken. Stedet skulle bruges som værksted og magasin for selskabets maskiner. Men egentlig var der ikke nogen planer for de tilstødende lokaler.
”Dem vil vi gerne have som værksted,” lød det prompte fra de fire. De havde tidligere kontaktet bestyrelsen med et lignende ønske, men nu gik puslespillet op:
”Vi vil lave et lille værksted som alle beboere i Braineparken kan benytte når de skal lave små reparationer, hobbyarbejde og den slags. Og så er vi nogle tidligere håndværkere, der kan hjælpe. Idéen er at der også er et rum med mere professionelle maskiner, som vi kan hjælpe beboerne med at bruge,” fortæller ildsjælene.
At idéen var god, var bestyrelsen med på med det samme. Arbejdet blev sat i gang, og idéen blev indstillet til den nye ”Domea-pris”, som blev uddelt for første gang i år. Der var 44 indstillinger til prisen. Fem blev belønnet – en af disse var tanken ved Braineparken. 10.000 rare kroner er for længst blevet omsat i herligt værktøj.
Trods sommervarmen er gutterne godt i gang. En stor savemaskine er blevet indviet ved at skære nye opslagstavler ud til alle Braineparkens opgange, og en stor flot sofa står klar til assistance. Den har brækket en ben, men det skal sådan en flok mandfolk, med hænderne skruet godt på, hurtigt få klaret.
”Lidt flot at vi starter op med at ordne et benbrud,” lyder det humoristisk over en kop pausekaffe.
Ud over værkstedet er der også udendørs faciliteter, som kan bruges til for eksempel bilvask.

De store maskiner er låst forsvarligt inde, og kan kun benyttes når én af de rutinerede folk er tilstede: “Så hvis folk vil have savet en finger af, må de vente til én af os har tid,” griner de. Foto:Peter Rasmussen