Feriesjov med bagdelen i vandskorpen
For første gang deltog Fredericia Kajaklub i Feriesjov. Tre dage på vandet - med stor succes
Fredericia Kommunes tilbud “Feriesjov” byder i år på cirka 130 ferieaktiviteter. For 17. gang får byens børn og unge serveret aktive sommertilbud - og der er flere nyheder på programmet. I sidste uge inviterede Fredericia Kajakklub på et tre dages skoleophold på vandet.
“Det er første gang, vi er med i Feriesjov. Så vi var da spændte på, om vi fik nogle tilmeldinger. Det gjorde vi. Holdet blev hurtigt fyldt, og der stod seks personer på venteliste,” fortæller Ulrik Schou, Fredericia Kajakklub.
Men stor begejstring kastede otte deltagere sig ud i vandsporten. Tre dage fyldt med roning, teknikøvelser, lege og kajakpolo.
“Det har været fantastisk. Tænk bare, tre dage uden elektronisk legetøj. Ungerne har fået frisk luft og lært en masse. De har brugt kroppen - og garanteret sovet godt om natten,” lyder det med et smil fra instruktøren.
Feriesjov er en god mulighed for foreninger og klubber, der ønsker at være mere synlige. Et slags udstillingsvindue, hvor man kan fremvise sine tilbud.
“Vi vil jo gerne have opbygget en solid ungdomsafdeling i kajakklubben. Det håber vi, at Feriesjov kan være med til. Jeg tror, at flere af deltagerne i Feriesjov vil fortsætte, nu hvor de har haft en god kajak-oplevelse.”
De mange forskellige Feriesjov-aktiviteter fortsætter i denne og næste uge. Se mere på www.ferie-sjov.dk.
"Det er gået over al forventning. Tre fremragende dage."
Ulrik Schou, Fredericia Kajakklub