Lad klokkerne ringe
1. august er 100 års dagen for Første Verdenskrigs udbrud. Det markeres med massiv kirkeklokke-ringning
For præcis 100 år siden var Europa i en alvorlige krisesituation. Fronterne var trukket op, og da gnisten den 1. august 1914 førte til den helt store eksplosion, fik det kolossale konsekvenser for sønderjyderne.
Kongeriget Danmark erklærede sig neutral i den krig, som snart udviklede sig til en regulær verdenskrig. Men da Sønderjylland i 1864 var blevet en del af Preussen, og dermed en del af Stortyskland, blev stort set alle mænd i alderen 18 til 45 indkaldt til krigstjeneste.
Som alle ved fra historiebøgerne blev Første Verdenskrig en forfærdenlig krig med helt vanvittige tabstal. Og det gik naturligvis også hårdt ud over sønderjyderne. Mange tusinde vendte ikke hjem og endnu flere vendte hjem med sår på krop og sjæl. Næsten alle sønderjyske familier blev ramt, og derfor kan man da også i stort set enhver lille by, se mindesten med navne på netop de mænd, som denne by mistede.
Der er derfor rigtig god grund til, at netop Sønderjylland mindes den store krig, og de som måtte give livet for et land, som mange endda slet ikke opfattede som deres.
Biskoppen over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, her derfor sendt et brev til alle stiftets sogne, hvori hun opfordrer til, at man ved gudstjenesterne på søndag, lader krigsudbrudet indgå i prædiken. Hun opfordrer desuden til klokkeringning fredag - På 100 årsdagen. Der ringes, med kirkernes dybeste klokker, mellem klokken 11.00 og 11.30:
"Da krigen brød ud i 1914, blev der også ringet med klokkerne. For nogen var det en glædesringning. For andre - ikke mindst for sønderjyderne - var det en ringning, som bragte forfærdelse. Nu ringer vi for mindet og bønnen for fremtiden," siger Biskop Marianne Christiansen.