Holst vil i Folketinget
Regionsformand Carl Holst oplyser, at han er kandidat når der næste gang skal stemmes ved folketingsvalg
Han er tidligere amtsborgmester i Sønderjylland, og siden man dannede regionerne har han siddet sikkert i stolen for bordenden i Region Syddanmark. Faktisk fik han næsten 100.000 stemmer ved efterårets regionsvalg. Har var budskabet klart fra venstremanden: Han skulle ikke andre steder hen.
Men nu har piben så fået en anden lyd. Han meddelte tidligere i dag, at han stiller op til den næste folketingsvalg. Og skulle han opnå valg, vil han forlade pladsen som regionsrådsformand.
"Jeg tror at de fleste kan forestille sig, at man kan få lyst til at prøve noget andet, når man har siddet i en position som min i så mange år," sagde Carl Holst tidligere i dag til TV Syd. Om den lidt pludselige beslutning, sagde han:
"Der var en kreds som spurgte mig, og så var muligheden der jo. Nu håber jeg, at jeg kan være med til at gøre at Danmark får en borgerlig regering efter næste valg."
Kredsen som Carl Holst stiller op i, er i Esbjerg.