Borgmester runder et skarpt hjørne
I morgen, onsdag den 16. juli, fylder borgmester Thomas Andresen 50 år
I morgen, onsdag, er der grund til at fejre på rådhuset i Aabenraa. Her fylder borgmester Thomas Andresen nemlig 50 år.
Thomas Andresen har været medlem af byrådet i Aabenraa Kommune siden 1. januar 2010 og blev valgt som borgmester i forbindelse med kommunalvalget i november sidste år. Her fik han et flot valg med 5344 personlige stemmer.
Udover at være formand for byrådet og økonomiudvalget er Thomas Andresen formand for Det Lokale Beskæftigelsesråd, Folkehjem og D.s.i. Frøslevlejren. Han er desuden medlem af bestyrelsen for blandt andre UC Syddanmark, VUC Syd, Erhvervenes Hus og Aabenraa Havn.
Thomas Andresen er uddannet diplomingeniør og var indtil valget som borgmester ansat som direktør for entreprenørfirmaet Daugaard Pedersen Aabenraa A/S.
Aabenraa Kommune markerer fødselsdagen ved en reception fredag den 8. august på det gamle rådhus i Aabenraa. Det er i den forbindelse Thomas Andresens ønske, at eventuelle gaver doneres til Et Hjerte for Alle.