Lukas fandt sin rollemodel i Asger
Voksenvenner hænger ikke på træerne i Hornsherred. Efter 2,5 års venten fik Lukas fra Kirke Hyllinge en mand at se op til
skuldelev Asger Clausen og 10-årige Lukas står med waders og gummistøver i gadekæret i Skuldelev. Net er deres foretrukne våben, når de i dag forsøger at skabe lidt mere diversitet i Asgers fiskedam et stenkast derfra. Men den idé er fiskene ikke vilde med.
“Åh nej,” udbryder Lukas, der i sin iver er trådt længere ud, end gummistøvlerne kan bære. Et blik på hinanden, og de griner af Lukas, der også fik våde sokker sidste gang, de fiskede.
Asger og Lukas' venskab er lidt over to måneder gammelt og har ifølge den lidt generte Lukas en meget simpel forklaring:
“Det er fordi, min far bor et andet sted, og så er han aldrig hjemme,” siger knægten, som sammen med sin mor og Børns Voksenvenner i Roskilde de sidste 2,5 år har ledt efter en mand, der kan fylde det hul i tilværsen ud.
“Han søgte de få mandlige pædagoger, der var i SFO'en, men dem skulle han jo dele med de andre, og det er meget den der alenetid, han har ledt efter. Nogle til at køre gokart eller hamre på brædder, som de andre fædre gør med deres drenge,” fortæller moren Lisbeth Andersen, og fortsætter:
“Men så en dag trådte lykken ind af døren.”
Svære vilkår i herredet
At Lukas har måttet vente flere år på at finde en voksenven, er temmelig ualmindeligt, fortæller daglig leder af Børns Voksenvenner i Roskilde, Vibeke Niclasen.
De har kun enkelte aktive venskaber i området og mangler faktisk både børn og voksne.
“Vi går dog ikke ud og leder efter børnene, før vi har de frivillige klar. De bliver jo sat i udsigt at få en ven, og så er det ærgerligt at stå længe på venteliste,” siger Vibeke Niclasen.
Hun vurderer, at omkring to tredjedele af henvendelserne er fra drenge, der ønsker en mandlig rollemodel ligesom Lukas' voksenven Asger Clausen.
Han er for nylig gået på efterløn og manglede noget indhold i hverdagen til at følge efter et aktivt arbejdsliv med lederansvar.
“Jeg så en annonce, og så tænkte jeg, at det var lige mig,” siger han til Lokalavisen, da Lukas er rendt ud for at skifte de våde sokker og bukser efter turen i gadekæret.
“Jeg har været fodboldtræner i mange år i Skuldelev og synes, at børn i den alder er sjove,” siger han og understreger dog, at det også er en ansvar forbundet med rollemodellen.
Han har forpligtet sig til at følge aktivt med i Lukas' liv, og der er ikke noget, der hedder “glemte” aftaler.
“Jeg synes, det er smadder sjovt at ses, og det er egentlig ikke så vigtigt, hvad vi laver,” siger han.
Elsker fisketurene
De to venner ses som regel en gang om ugen. De spiller fodbold, går tur med hunden, fisker, slår græs eller maler havehegnet sammen.
“Jeg synes, det sjoveste er, når vi er ude at fiske. Jeg fangede engang en hornfisk og havde den med hjem til mor,” siger Lukas.
“Hun gider ikke fiske, og jeg tror heller ikke, at hun kan finde ud af det,” siger han drilsk og griner.
Nej besøgene er “forbudt for piger” har de to venner bestemt. Til gengæld får mor Lisbeth en træt dreng hjem efter et besøg hos Asger.
“Når han kommer hjem, skal han lige op og ligge på sofaen og sluge alle indtrykkene, men så bliver der også fortalt alt, hvad de har lavet,” siger hun.
Hun er ikke i tvivl om, hvad Asger betyder for Lukas.
“Det har været fantastisk. Han nyder det meget og er også blevet en mere åben dreng over for livet.”