Tyvene holder ikke sommerferie
Selv den bedste sommerferie ødelægges, hvis man kommer hjem til et hjem, der er endevendt af tyve. Politiet har gode råd
Så står ferien for døren. Men hvad med huset eller lejligheden? Er dit hjem klar til ferie?
Sydøstjyllands Politi har lagt planer for at nedbringe antallet af indbrud i forbindelse med sommerferien.
Politiet holder sine kort tæt ind til kroppen for ikke at give tyvene et forspring. Men ordensmagten giver gerne et godt rod til alle andre.
“Man skal huske at gøre sin bolig klar til ferie og at lave en aftale med naboen om at være ”boligsitter”, mens man er væk. Måske skal man endda tage initiativet til at få lavet mere formaliseret Nabohjælp i sit nabolag. At gøre boligen klar kan omfatte ret lette ting, man bare kan gøre lige før man tager af sted. Men det kan også være ting, som kræver lidt mere af én – måske skal man have skiftet sine låse, have købt tænd/sluk ure eller klippet hækken,” skrivver politikredsen i en pressemeddelelse,
Rådet er at starte på nettet og hente inspiration, råd og vejledning. Derefter at gå boligen og haven igennem med ”indbrudsbriller” – og så gøre noget ved det.
“Det er ikke raketvidenskab, men sund fornuft, der skal bidrage til et knæk i indbrudskurven,” lyder det fra politiet.