Seb drømmer orange
Bare fordi man kommer fra en lille by, kan man sagtens have store ambitioner
På trods af navnet er der sjældent noget udpræget lokalt over listen af musikere, der skal spille på Roskilde Festival. Hvis det står til 16-årige Sebastian Rou er det dog noget, han gerne ville være med til at ændre på. Han kommer nemlig fra Kr. Hyllinge, og under kunstnernavnet Seb har den unge herre sat sin næse op efter at blive så kendt som musikere, at han kan få lov til at optræde på Festivalen. En sådan drøm deler han med mange andre håbefulde musikere, men det er ikke noget, der afskrækker Seb, som blandt andet synger og spiller guitar. - Jeg er vant til, at man skal arbejde hårdt for tingene. - Jeg ved godt, at man ikke bare lige får lov til at spille på Roskilde Festival, men jeg tror på, at jeg har, hvad der skal til for at klare det, fortæller han.
Noget for alle
Med en drøm om at spille på Roskilde Festival er det nødvendigt at kunne lave musik på et plan, der holder en vis international standard. Som sagt er Seb fra Kr. Hyllinge, hvilket betyder, at han er vokset op væk de fra typiske underholdningsbyer som København, London eller New York. Ifølge ham selv er det dog underordnet, hvor man kommer fra, så længe man har et bud skab i sine sange, som folk kan forholde sig til, uanset hvor de kommer fra. Seb beskriver sin musik som pop blandet med en smule Rn’B, og han mener, at hans metode at gå til melodier og tekster kan have den nødvendige bredde til at nå folk vidt og bredt. - I sidste ende tror jeg meget, det handler om, hvad man fortæller om i sin musik, fortæller den unge musiker og fortsætter: - Jeg skriver selv mine sange, og for eksempel handler min første single om at slå op med en pige, hvilket jeg tror, mange kan relatere til.
Kig i dagbogen
Hvis man skal være i stand til at gribe folks opmærksomhed med toner og rytmer i en verden, hvor musik er alle vegne, tror Seb dog også, at man skal være mere end bare god til det tekniske. Seb fortæller, at han tror, det hjælper, hvis man er i stand til at skrive personlige sange, så lytteren har lettere ved at opleve personen bag de harmoniske vibrationer. Derfor mener han også, at en god kunstner skal være i stand til at åbne op og vise sider af sig selv, som de fleste havde foretrukket at gemme væk. - For mig er det at skrive sange lidt ligesom at åbne en dagbog, så alle kan se, hvad jeg har følt og tænkt. - I starten var det meget grænseoverskridende for mig, men med tiden har jeg vænnet mig til det, så det ikke længere er så ubehageligt, siger Seb.
Vejen mod orange
Før Sebs drøm om en plads blandt musikkens elite kan gå i opfyldelse, skal han altså nå ud til et publikum. I sig selv er det ikke nogen ligefrem opgave, men Seb har også andre udfordringer, der skal overkommes. Oveni musikken spiller han nemlig også fodbold på højt plan, og efter sommer skal han begynde i gymnasiet. Seb fortæller dog, at han får god støtte af sine forældre, og at han ikke tror, det bliver umuligt at kombinere de tre ting. Han slår dog fast, at musikken umiddelbart ligger højt på prioriteringslisten. - Jeg ville ikke forsøge, hvis jeg ikke troede på, det kunne lade sig gøre. - Jeg kan godt lide at sigte højt, og jeg håber da på, at jeg en gang kommer til at spille på orange scene, siger Seb. hw@roskildeavis.dk Seb på vej Sebastian Rou startede sit træk mod en karriere som professionel musiker på en efterskole, hvor han mødte en producer, der syntes om hans musik. Nu har de to strikket en single sammen, som man kan blandt andet kan høre på www.sebmusicdenmark.com.