Bæredygtige boliger og beskyttede naturområder
Ny lokalplan for området omkring Fyrværkerigrunden
Lokalplan Lejerbo Kolding opfører 35 bæredygtige almene boliger på Fyrværkerigrunden i Seest.
Men hvad skal der ske med resten af området? Det skal en ny lokalplan fastlægge rammerne for. Omkring årsskiftet ventes et udkast til lokalplan at blive sendt i høring, og samtidig vil kommunen invitere til borgermøde om planerne for området.
Fyrværkerigrunden er på ni hektar. Cirka en tredjedel af arealet er beskyttet natur, mens resten af området er afsat til blandet boligbyggeri. I alt ventes Fyrværkerigrunden at komme til at rumme 100 boliger.
Lejerbo Koldings almene boliger bliver det første byggeri på Fyrværkerigrunden. Projektet er resultatet af en åben arkitektkonkurrence om fremtidens bæredygtige almene boliger, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udskrev sidste år. Vinderprojektet fra den anerkendte tegnestue Dissing+Weitling består af klyngehuse i naturmaterialer med vægt på lysindfald, bæredygtige løsninger og fællesskaber. Byggeriet går i gang næste år, og i første halvår af 2016 ventes beboerne at flytte ind.
“Der er ingen tvivl om, at vinderprojektet har sat en kvalitetsstandard, som kommer til at præge udviklingen af resten af området. Specielt det aspekt, som handler om bæredygtighed, vil komme til at gå igen, ” forklarer arkitekt Georg Unna, Kolding Kommune.
Lokalplanen for Fyrværkerigrunden vil bl.a. fastlægge, hvor der skal anlægges veje, hvilke typer boliger området skal have, hvilke materialer der skal anvendes, hvordan de beskyttede naturområder tænkes sammen med boligområderne, osv.
Lokalplanen for Fyrværkerigrunden ventes vedtaget i foråret 2015. Herefter vil områdets storparceller blive byggemodnet og udbudt til salg i etaper.
“Vi forventer stor interesse for grundene. Seest er i forvejen et populært boligområde, og da der ingen udbygningsmuligheder er i bydelen, vil der formentlig blive rift om de nye grunde. Det vil ikke undre mig, hvis hele Fyrværkerigrunden er fuldt bebygget om fem år,” siger Georg Unna.