Fra industriby til.... noget andet
Tidligere var Vojens en by, hvor man arbejdede og måske boede - nu er det en by man bor i, men ikke nødvendigvis arbejder i
Da Vojens for alvor voksede sig stor op gennem 50'erne, 60'erne, 70'erne og første halvdel af 80'erne, var det et produkt af især tre store virksomheders behov for arbejdskraft.
Køleskabsfabrikken Brdr Gram A/S, Danish Crown slagteriet og Flyvestation Skrydstrup mønstede tilsammen hen ved 4500 ansatte.
Man talte om den “Blå bølge”, der hver dag skyllede ind over byen. Det var Grams ansatte i de karakteristiske blå overalls. De fyldte gaderne - og butikkerne.
Senere kom andre store virksomheder til - b.la Danogips - men også de er væk i dag. Flyvestationen er der stadig, men netto har byen mistet i hvertfald 4.000 arbejdspladser, og det er en meget god forklaring på, hvorfor Vojens i dag ikke er det samme som Vojens for 30 år siden.
Der er behov for at omdanne den by, hvor man arbejdede og måske boede til en by hvor man bor og måske arbejder. En by med de faciliteter, som Vojens anno 2014 - og 2025 - har behov for. Det vil sige langt færre detailbutikker, men mere byrum og en udvikling af de gode elementer som byen allerede har: Stisystemer, gode institutioner, gode idrætsfaciliteter og en god boligmasse. Vel at mærke en boligmasse, der prismæssigt er langt mere tilgængelig end i så mange andre byer.
I Vojens tog man for alvor hul på debatten om byens fremtid ved et stort borgermøde i oktober i fjor. Her deltog flere end 200 borgere, og mange gode idéer blev født.
Det er planen at når kommunens udvalg får overblik over de idéer og forslag, som er kommet ind, vil der blive indkaldt til endnu et borgermøde. Det forventes at blive til efteråret en gang.