Pilen peger opad
FODBOLD: Om to uger fløjtes den nye 2014/15 sæson i Nordicbet Ligaen igang, når HB Køge fredag aften den 25. juli gæster nyoprykkerne Skive IK.
Men inden sæsonpremieren er der fortsat masser af arbejde der skal gøres i HB Køges spillertrup, hvor mange nye aktører samt en ny cheftræner med mange nye tanker og idéer skal finde sammen.
Cheftræner Henrik Pedersen og hans trænerteam er i fuld gang med at integrere en helt ny og aggressiv spillestil, der betyder et farvel til fokus på boldbesiddelse og mange afleveringer, og goddag til en ny stil med højt pres, fart i bolden og afleveringer der skal fremad frem for til siderne.
Henrik Pedersen har de to første uger haft to testkampe til at afprøve hvor langt truppen er med den nye stil - og han er optimist.
Lørdag blev Sjællandsserieholdet Haslev FC besejret 7-1 på Haslev Stadion og tirsdag aften blev Chicago Bridges fra USA besejret med 1-0 på SEAS NVE Park - på et hovedstødsmål af den kroatiske forsvarsspiller Luka Bogdan et kvarter efter pausen.
Til trods for, at HB Køge spillerne har været gennem en periode med benhård træning, blev kampen mod Chicago Bridges gennemført i et fint tempo og var i perioder ganske velspillet.
- Vi kørte kampen i et rigtigt fint tempo og defensivt stod vi rigtigt godt og gav vel så at sige ikke en chance væk i hele kampen. Vi fik dog skabt mindre fremadrettet end vi gjorde mod Haslev FC hvilket bl.a. skyldes at mange af spillerne er hårdt belastet for tiden. Det skal de være. Men jeg synes de 90 minutter mod Chicago Bridges gav plusser på flere parametre - så jeg vil sige at pilen peger opad, siger Henrik Pedersen til Lørdags-Avisen.
Når disse linjer læses, er HB Køge-truppen på vej til en uges træningslejr i Leipzig i Tyskland, hvor der udover daglige træningspas også skal spilles tre træningskampe.
- Vi har en kort omgang træning når vi er ankommet til vores sted i Tyskland fredag aften. Lørdag formiddag har vi et taktisk træningspas, inden det lørdag eftermiddag kl. 16.00 går løs med den første af de tre kampe. Her er modstanderen det lokale mandskab fra 1. FC Bitterfeld, fortæller Henrik Pedersen.
De to øvrige kampe spilles tirsdag den 15. juli kl. 18.30 mod BSG Chemie Leipzig inden der sluttes af fredag den 18. juli kl. 17.30 mod Chemnitzer FC fra 3. Bundesliga.
De mange træningspas der bliver tid til på træningsturen skal bruges til at tage de næste skridt i udviklingen af den nye spillestil.