Nogle skilte er uvedkommende
Der findes mange skilte i naturen, der guider og viser vej. Men der er også skilte, som afskrækker og hindrer folk i at opleve naturen, hvor det egentlig er tilladt
Her om sommeren er naturen ekstra populær med skove og strande, som danskernes foretrukne naturområder. Og når man færdes i skovene og på de danske strande, møder man ofte skilte, og det er ikke altid let at vide, hvordan de skal tydes.
Ingen adgang?
”På både offentlige og private strande er det tilladt at færdes til fods, trække cyklen, gøre ophold og bade, men der er mange eksempler på skilte, som er misvisende, og som derfor afskrækker folk fra at opleve naturen der,” fortæller Jan Eriksen, direktør i Friluftsrådet.
Ser man et skilt, hvor der står 'Privat strand', må man altså gerne passere stranden eller slå sig ned, så længe man overholder reglen om afstand til privat bolig. På privatejede strande skal ophold og badning nemlig finde sted mere end 50 meter fra beboelsesbygninger.
Skilte i skoven
I private skove findes der også eksempler på misvisende skilte, selvom det er tilladt at færdes til fods og cykle på veje og stier fra kl 6 morgen til solnedgang. Et skilt med teksten 'Privat vej' siger kun noget om ejerforhold, og ikke om du må færdes der eller ej. Ligesom skilte med teksten 'Adgang forbudt for uvedkommende' ikke siger, at netop du er uvedkommende. De fleste steder kan man altså lovligt gå eller cykle videre.
”Desværre kan skilte som disse hindre folk i at opleve naturen, fordi folk bliver utrygge og ikke føler sig velkomne. Det er et problem. Det forhindrer folk i at få gode oplevelser i naturen ikke bare én men måske rigtig mange gange,” siger Jan Eriksen og fortsætter:
”Naturoplevelser giver folk glæde, livskvalitet og ro i en ellers travl hverdag. Det er vigtigt både i ferier og i dagligdagen.”
Man kan læse mere om, hvor man må færdes i naturen på www.nst.dk.
Husk, at du altid skal rette dig efter de anvisninger ejeren giver, uanset om de gives personligt, i form af et skilt eller en fysisk spærring. Mener du, den er ulovlig og til unødig gene, så kan du kontakte din kommune.