Fortsæt til indhold

500 sommerhuse mangler brandsyn

Ejere af sommerhuse med mere end 10 sovepladser har siden 2008 skulle oplyse brandmyndighederne, om huset udlejes. Myndighederne har endnu ikke modtaget en eneste anmeldelse

Arkiv
Kim Schou

I bekendtgørelse om brandsyn pålægges ejere af feriehuse med flere end 10 sovepladser, der anvendes til udlejning, at anmelde dette til kommunen, således der kan gennemføres et brandsyn til at forebygge eller formindske brandfaren, og til at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.
I Varde Kommune har beredskabskommissionen på mødet i juni besluttet, at kommunen behandler de henvendelser, som måtte komme, og at bygningsmyndigheden fremadrettet indføjer betingelser i byggetilladelser, således ejer bliver opmærksom på eget ansvar. Ligeledes oplyses brandmyndigheden om større, nyopførte sommerhuse.
Et så stort sommerhus er jo som et lille hotel. Det er vigtigt at vide, om der er ordentlige flugtveje," fortæller beredskabschefen i Varde Kommune, Susanne Fast overfor Lokalavisen Varde.
Brandsyn står jo i loven, men vi er også godt klar over, at ikke alle er opmærksomme på denne lov, så nu håber vi, at vi med denne udmelding får folk til at reagere," fastslår Susanne Fast.
Varde Kommune er en af landets største sommerhuskommuner med over 8.000 sommerhuse, hvoraf det skønnes, at mindst 500 huse har over 10 sengepladser. Om disse alle anvendes til udlejning vides ikke.
Det er gratis at få en driftsmæssig gennemgang af huset. Kontakt Brand & Redning i Varde Kommune på 7994 6800 eller mail beredskab@varde.dk