Svagtseende snydt med sprøjt
83-årig udsat for tricktyveri efter at have hævet penge
Et tricktyveri på Skomagergade virkede på overfladen som en flink gerning.
Tirsdag formiddag lige omkring kl. 10.30 var en 83-årig mand forbi Nordea i Algade, hvor han hævede 6.000 kroner.
Pengene lagde han i sin inderlomme og gik en tur ned ad Skomagergade.
Pludselig var der nogen, der sprøjtede den ældre herre i hovedet med vand.
Den 83-årige er svagtseende, så han så ikke, hvem der kastede vandet, men hurtigt var der en person, der henvendte sig til ham og tilbød at hjælpe med at tørre væsken væk.
Udnyttede situationen
Under selve optrinnet bemærkede den 83-årige ikke noget mistænkeligt, men da han kom hjem opdagede han, at der var forsvundet 5.000 kroner fra hans inderlomme.
Sagen blev straks meldt til politiet, hvor man mener, at personer, der hjalp med at tørre vandet bort, har udnyttet situationen til at snuppe pengene.
Desværre er den 83-årige så svagtseende, at han ikke er i stand til at give et signalement af personen.
Hvis man har set noget mistænkeligt på Skomagergade omkring butikken Jeppeart ved 10.30-tiden tirsdag, kan man kontakte politiet på telefon 114.
hw