Fortsæt til indhold

Nye historier fra Ørnbøl

Arkiv
Arkiv

Forfatter Brian P. Ørnbøl, der er født og opvokset i Broager og Sønderborg, er på gaden med sin nye novellesamling Kredsløbsforstyrrelser.
Kredsløbsforstyrrelser er den sjette bog fra den Sønderjysk-fødte forfatter Brian P. Ørnbøls hånd. Bogen er en samling på 21 noveller og kortprosatekster der, i et sprog fra lyrikkens verden, behandler eksistentielle temaer – ofte i et surreelt og metaforrigt univers, som også kendes fra Ørnbøls tidligere udgivelser.
Som titlen antyder, kredser mange af historierne i den nye bog om elementer som griber forstyrrende ind i livet: overgangen fra barn til voksen, overgangen fra livet til døden, menneskets møde med det overnaturlige – eller som i novellen En fugl på et spid i en ovn om det umådeligt komplicerede i at arrangere en julefrokost, når man ikke lige er den hurtigste knallert på kajen...
Forfatteren debuterede i 2008 med digtsamlingen Barberbladshologrammer og har i alt udgivet fire digtsamlinger, samt novellesamlingen Himmelhotellerne fra 2009. Han har desuden medvirket i en række antologier, som spænder lige fra Science Fiction til digte, og er jævnligt at finde på diverse litterære scener i landet, hvor han er en flittig oplæser. Senest er novellen Broen til Stoya, som også er at finde i den nye bog, udkommet på engelsk i det Irske litteraturmagasin Colony.
Man kan opleve Brian P. Ørnbøl læse op fra den nye bog den 28. august ved arrangementet ”Forfatternes Dag”, som er arrangeret af Gråsten Boghandel og som foregår i Ulsnæs Centeret.