Fortsæt til indhold

Der må kunne findes en løsning

Arkiv
Arkiv

Lokalemangel i Hvidovre Kommune er ingen nyhed. Det har længe været kendt, at man ikke bare kan forvente at få et lokale stillet til rådighed, selvom man driver en godkendt forening. Af og til dukker debatten op, når nye såvel som gamle foreninger synes, at det er på tide, at de kommunale folk ser deres vej. Således også denne sommer, hvor to lokale, godkendte foreninger med rødder i Avedøre Stationsby gennem Hvidovre Avis har ytret deres bekymring over, at det arbejde, de mener er vigtigt og forebyggende for kriminaliteten i området, risikerer at strande, fordi man ikke har et fast sted at mødes med foreningernes medlemmer. Senest er det A-team, der i ugens avis udtrykker et ønske om egnede lokaler, og for få uger siden var det Avedøre Kultur og Sportsforening med knap 10 år på bagen, der stadig intet lokale har at samles i. Debatten handler ikke kun om mangel på lokaler, men også om foreningernes ret til at kræve lokaler at mødes i. Kritiske røster vil nemlig mene, at fire-fem-seks lokale fodboldklubber i Avedøre Stationsby er for mange. At der er en risiko for, at foreningerne ¿pakker¿ sig sammen i små netværk og ikke optræder i et bredere regi, som forebyggende arbejde også baseres på. At medlemmerne bør melde sig ind i én og samme fodboldklub - og først derefter kan kræve at få stillet et klublokale til rådighed. Men man kan ikke se bort fra, at arbejdet med de unge virker, hvad enten foreningerne spiller håndbold, fodbold, basketball eller blot stiller voksne til rådighed til lektiehjælp eller en god snak. Det mener ikke kun foreningerne i Avedøre. Det står sort på hvidt i politiets statistikker. Statistikker, der kan bryste sig af, at niveauet af kriminalitet i Avedøre og nærområderne er faldet i takt med, at fokuseringen på samarbejde og forebyggende arbejde er blevet væsentligt større. Alle er enige om, at samarbejdet ikke må ophøre. At de frivillige kræfter ikke kan undværes. Men skal de så ikke også honoreres? Både kommune og boligselskaber siger, at der ikke er lokaler i Avedøre pt. Det er ikke hele sandheden. For lokalerne findes. De bruges måske blot forkert? Eller også står de vitterligt tomme og afventer dem, der har størst behov. Og det er jo ikke sikkert, at det behov også stemmer overens med en ventelistes nummerering. Der må kunne findes en mellemvej, så klubbernes ønsker ikke strander på skriveborde hos embedsmænd i kategorien ¿forkælede ungdom¿ men istedet lander i mappen med blåstemplet ¿EGNET¿. Ellers er ønsket om samarbejde kun en teori, man ikke kan forvente blive udøvet i praksis.