Fortsæt til indhold

Vi KAN gøre en forskel

Arkiv
Af Peter Poulsen, Frivillig og bestyrelsesmedlem i Broen Køge

Kære læser!
I Køge har vi en lang tradition for at hjælpe hinanden. Det kan være helt på privat basis, men det kan også være gennem frivilligt foreningsarbejde, hvor man står sammen for at hjælpe dem, der har svært ved at hjælpe sig selv eller sin familie. Men selvom, der hver dag arbejdes hårdt og målrettet for at støtte de udsatte familier, så er vi desværre langt fra kommet i mål. Derfor er Broen Køge opstået.
Broen Køge har været i Køge i halvandet år nu. I den periode har vores frivillige forening hjulpet rigtig mange børn og unge, hvis forældre ikke har økonomiske eller sociale ressourcer til selv at betale fx et kontingent til en idrætsklub eller udstyr som eksempelvis fodboldstøvler, en ketcher eller andet.
Og den støtte, vi giver, gør en enorm forskel. Det er en helt utrolig oplevelse, at se de her børn, der aldrig før har fået nyt idrætsudstyr, få rakt en pose over disken. At se glæden og stoltheden i deres øjne, så ved man, at man virkelig har gjort en forskel for dem og deres familie.
Vores forening her i Køge består af syv bestyrelsesmedlemmer og vi mødes ca. hver anden måned. Broen Køge er en underafdeling til den landsdækkende forening Broen Danmark, der de sidste 12 år har haft hovedsæde i Horsens. Alle os i Broen Køge arbejder frivilligt og vi bruger ikke penge på at leje lokaler eller andet. Alle de penge, der kommer ind fra fonde og andre sponsorater går direkte til de udsatte børn og unge.
Broen Køge har et tæt samarbejde med SSP, Familierådgivningen og de mange foreninger i Køge. De henvender sig til os, hvis de kan se, at der er en familie, der kunne have brug for vores hjælp.
Det kunne eksempelvis være en træner eller en klasselærer, der henvender sig. Håndboldtræneren kan fx se, at et barn ikke har meldt sig til en turnering eller stadig løber rundt i alt for små træningssko. Så kontakter de os og får økonomisk støtte. En klasselærer kender på samme måde ofte børnene og deres situation rigtig godt og har en fornemmelse af, at det her barn ville få rigtig meget ud af at gå til en fritidsaktivitet fx for at komme ud af sin ensomhed og få flere venner eller for at få en mere 'fornuftig' fritidsaktivitet end at løbe rundt på gader og stræder med risiko for at havne i kriminalitet.
I begge tilfælde kontakter de 'professionelle' os, og det er os i samarbejde, der laver en aftale. Vi i Broen Køge kommer ikke i kontakt med forældrene eller barnet for at vurdere den enkelte sag. Vi stoler på, at det er rigtigt, at de har brug for hjælp, og den hjælp kan de få med det samme. Det er ikke en sag, der skal 'i udvalg' først. Vi kan tage en hurtig beslutning og det betyder meget.
I Køge Kommune kan man som økonomisk udsat familie søge om fritidspas til sit barn.
Fritidspas er et rigtig godt tilbud, men vi oplever, at der burde være langt flere. De fleste af dem, der henvender sig til os har nemlig ikke mulighed for selv at betale medlemskontingent, og det er her et fritidspas ville kunne hjælpe dem.
I forhold til projekt Køge Park, så bliver det lækkert for foreningerne at få nye flotte forhold i Køge Park, men det er vigtigt ikke at glemme de små foreninger eller de børn og unge, der ikke er medlem af en forening. Selvom de ikke er medlem af en forening, kan de stadig have lyst til at dyrke idræt – uorganiseret organiseret idræt, som DGI kalder det. Der er jo nogen unge, der ikke kan træne fast mandag og torsdag, fordi der arbejder de fx som flaskedreng i et supermarked. De ønsker mere frie rammer, hvor de kan komme, når det passer dem. Det er jo også derfor motionscentrene er blevet så populære. Løsningen kunne være at foreningerne havde en slags åbent hus, hvor alle kunne møde op og være med.
Broen Køge har allerede sat sit fingeraftryk på fritidslivet i Køge – og det har vi i sinde at blive ved med. Jeg er stolt af de mange frivillige i og omkring Broen Køge, der gør en stor forskel for udsatte børn og unge. Og uden de flotte lokale sponsorater ville vi heller ikke have mulighed for at hjælpe i den grad, vi gør nu.
Rent personligt giver arbejdet i Broen Køge mig utrolig meget, og jeg må sige, at det er noget af det bedste, jeg har sagt ja til. Man får utrolig mange knus, og man bliver simpelthen glad af at være med til at hjælpe andre på den her måde. Så selvom man som frivillig ikke får penge for sit arbejde – så får man i den grad så meget andet med sig. Så det kan kun anbefales til andre at komme og hjælpe til som frivillig.
Hvis man ønsker at være med til at hjælpe udsatte børn og unge til en aktiv fritid, kan man donere penge på 5368 – 0000241472 i Arbejderne Landsbank. Sammen med Nordea Fonden, DBK, XL-Byg, Lions, Sportmaster og mange andre, sponsorerer Arbejdernes Landsbank Broen Køge. Man kan også læse mere om Broen Køge på www.broen-koege.dk.
Lad os sammen arbejde for at hjælpe udsatte børn og unge i Køge med at få en meningsfuld og aktiv fritid. For vi KAN gøre en forskel.

- rigtig go' weekend!