Fortsæt til indhold

Hyggeligt og velbesøgt skoletræf på Lundekrog

Arkiv
Per Møller

LILLE SKENSVED: Lørdag den 19. juli dannede Landbomuseet Lundekrog i Lille Skensved ramme om et træf med deltagelse af elever der har gået på den "gamle" Højelse skole på Ejbyvej frem til lukningen i 1963.
Mere end 80 elever mellem 55 år og ca. 90 år fra den gamle skole havde sat hinanden stævne på museet. Blandt forsamlingen var der en stor udskiftning af deltagere i forhold til et tilsvarende arrangement i 2013 - hvilket måske skyldtes sommerferie krydret med høj sommertemperatur.
Birgit Rosenberg har mange af eleverne haft som lærerinde, som det hed dengang. Birgit Rosenberg var også til stede ved lørdagens arrangement og hun gav en orientering om bl.a. lokalhistorisk arkiv, der meget gerne modtager gamle billeder, tekster m.v. fra dengang for mere end 50 år siden.
Der blev hygget med den medbragte mad på museets gårdsplads ligesom "postens Hans-Erik" sørgede for et til lejligheden passende kor til glæde for resten af forsamlingen.
Næste års skole-arrangement for tidligere elever på den gamle Højelse skole varsles allerede nu til afvikling lørdag den 18. juli på Landbomuseet Lundekrog.

Stemningen var fin da de gamle skolekammerater mødtes. (Privatfoto).
Lærerinde Birgit Rosenberg (i midten) mindedes gamle dage med de tidligere elever. (Privatfoto).