Fortsæt til indhold

Får to millioner kr. til støtte til forskning

Arkiv
Arkiv

Donationen skal anvendes til at forankre og videreudvikle den fælles landsdækkende kvalitetsdatabase for de nyetablerede regionale familieambulatorier, som henvender sig til gravide med forbrug af alkohol, andre rusmidler eller afhængighedsskabende medicin samt til deres børn frem til skolealderen. I dag findes der meget begrænset dokumenteret viden om, hvor mange børn der fødes af mødre, som har indtaget alkohol eller andre rusmidler under graviditeten, samt hvilke indsatsstrategier der mest effektivt kan forebygge rusmiddelskader hos børn. Familieambulatorie-databasen, som formodentlig er den første i verden af sin art, indeholder systematiske såvel sundheds- som socialfaglige registreringer, der skal sikre en høj, ensartet kvalitet og åbne op for udviklings- og forskningsmuligheder på dette specielle indsatsområde. Rusmiddelindtagelse under graviditet kan medføre livsvarige skader hos børnene, og samtidig er gravide med rusmiddelproblemer en vanskelig gruppe at få kontakt til. Med databasen ønsker man at forbedre mulighederne for en tidlig indsats over for denne målgruppe. Helt konkret skal donationen bl.a. gå til at evaluere det aktuelle indhold i databasen, sikre en ensrettet registreringspraksis landet over, en forankring i Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram og en udvikling af et koncept for databasens fremtidige anvendelse. TrygFonden har tidligere støttet May Olofssons initiativ til oprettelsen af Familieambulatorie-databasen med 4,5 mio kr. Denne bevilling fra TrygFonden inkluderede desuden støtte til et landsdækkende projekt om opkvalificering af sundhedsplejersker med sigte på en styrket indsats for tidlig opsporing af gravide og familier med rusmiddelproblemer.