Fortsæt til indhold

En lidt speciel sommerferie i Afrika

Anders Brandt og hans kone bruger sommerferien på at bygge et ZERO+ hus ved foden af Kilimanjaro

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Kan det lade sig gøre i Sønderborg, så kan det også i Afrika. Det har været mottoet for Anders Brandt, medlem af Sønderborg byråd, som sammen med sin kone bruger sommerferien på at bygge ZERO+ hus ved foden af Kilimanjaro.
Udetemperaturen er dog væsentlig forskellig fra Sønderborg. 38 grader om dagen og 20 grader om natten. Opgaven er med andre ord at holde varmen ude.
Huset skal leve op til tre målsætninger: Inde-temperaturen skal styres CO2-neutralt, huset skal så vidt muligt bygges med lokale materialer, og endelig skal det tage udgangspunkt i lokale byggetraditioner.
”Huset være rundt som et ZERO-nul,” griner Anders Brandt. "De lokale huse er nemlig ofte runde med en rund væg indeni. Traditionelt sover familien sammen med kvæg og andet i huset, som er opdelt i flere rum med cirkler."
"Vi har bibeholdt cirklerne. Den yderste cirkel er ydervæggen, og den er bygget i sten hugget ud af en gammel lavastrøm fra Kilimanjaro. Stenene minder om vores leca-blokke og indeholder meget luft, og derfor har de en isolerende virkning mod solens indstråling," forklarer han.

Klimaforandringer

"Vi planlagde også, at vinduerne og døren i stuen skal vende mod Kilimanjaro, så udsigten fra døren er den sneklædte top. Vi kan således fra vores fordør holde øje med klimaændringerne. Forudsigelserne er, at i 2030 er sneen smeltet."
"Vi regner også med at have en del besøg, når vi bor her i januar og februar. Vi har derfor bygget et cirkelformet gæstehus."
”Klimaforandringerne er en realitet, som præger dagligdagen,” fortæller Anders fra byen Moshi ved foden af Kilimanjaro.
”Lige nu er det så koldt, som man ikke har oplevet det de sidste 30 år. Det bekræfter en ældre indisk dame, som vi har kendt gennem rigtig mange år," fortæller Anders Brandt.
"Jeg kan ikke mindes, at majsen har stået så højt og tæt. De lokale bønder plejer at beklage sig, men den ualmindelige store mængde regn i regntiden passer fint med majsens krav."

Anders Brandt håber, at han kan være med til at udvikle den lokale byggeskik.

Lokale håndværkere

"Det er meget spændende at samarbejde med lokale håndværkere. De er dygtige til det, de plejer at lave, og er hårdtarbejdende. De starter ved 8-tiden og fortsætter uden nævneværdige pauser til 17-tiden. I den varme tid midt på dagen er det svært at arbejde hårdt fysisk, så tempoet er ikke så højt," fortæller han.
"Vores håb er at få et dejligt sommerhus og samtidigt bidrage til at udvikle den lokale byggeteknik, så den er mere CO2-neutral og samtidig viser tilbage til traditionel byggeskik, kombineret med moderne krav til komfort," slutter Anders Brandt.

Der bliver også opført et lille gæstehus.
De lokale håndværkere er dygtige, men arbejdstempoet er lavt i varmen midt på dagen.
Anders Brandt.