Sommer, golf og vin i Køge Golf Klub
GOLF: 108 medlemmer i Køge Golf Klub stillede søndag den 20. juli op i en af klubbens efterhånden mest søgte turneringer – Holte Vinlager Open.
Turneringen blev afviklet på Køge Golf Klubs sydbane, der i øjeblikket står fantastisk flot. Det betød også, at mange af deltagerne opnåede virkelig gode resultater denne sommersøndag, hvor temperaturen holdt sig på den varme side af 25 grader.
Deltagerne benyttede også matchen til at smage på særligt udvalgte vine fra Holte Vinlagers sortiment. Holte Vinlager var for fjerde år i træk sponsor for turneringen og benyttede anledningen til at præsentere rødvin fra Pie Monte og hvidvin samt rosévin fra Languedoc.
Vinderne kunne foruden dagens gode resultat på golfbanen glæde sig over flotte vinpræmier, ligesom der var en flaske vin til alle deltagere.
Det blev en af Køge Golf Klubs ældste spillere, Knud Rasmussen på 75 år, der sluttede øverst på leaderboardet. Knud Rasmussen, der i mange år var selvstændig snedkermester i Køge, havde i dagene forinden deltaget i Sønderjylland Open og måtte haste hjem til Køge for at stille op i Holte Vinlager Open.
Nummer to blev Birthe Husbond, mens Kasper Nordal Hansen besatte tredjepladsen. De tre bedst placerede spillere inviteres til Holte Vinlagers finaleturnering på The Scandinavian i Nordsjælland senere på sæsonen.
I august skal Køge Golf Klub være vært for flere divisionsturneringer. Desuden venter der også i august medlemmerne endnu en populær turnering, nemlig Køge Golf Klubs Høstturnering.
pm