Fortsæt til indhold

Info og smagsprøver på Køge Øldag

Mød Danske Ølentusiasters Køge Lokalafdeling på Køge Torv lørdag den 9. august

Arkiv
Arkiv

KØGE: Det er vel de færreste der ikke er bekendt med at Hugo's Gård i Køge lørdag den 23. august lægger areal til Køges 4. ølfestival – også kaldet Køge Øldag.
Programmet er klart, mange spændende udstillere har meldt deres ankomst, og hvis man ikke kan vente til den 23. august, men ønsker information i forvejen, kan man opsøge den pavillon som Danske Ølentusiaster, Køge Lokalafdeling, stiller op på Køge Torv lørdag den 9. august.
Udover information om Køge Øldag 2014 vil det bogstaveligt talt også være muligt at erhverve sig en smagsprøve fra standen, samtidig med at repræsentanter fra Køge Lokalafdeling er klar til at besvare spørgsmål om alle dele i øllets verden.
Adgangskort til Køge Øldag 2014 kan købes ved indgangen på selve dagen, men hvis man køber i forsalg hos enten VisitKøge eller i Hugo's Kælder belønner arrangørerne the early birds med 2 ekstra smagepoletter udleveret ved indgangen, så der er altså fordele ved at være tidligt ude.
Arrangørerne oplyser at der vil være mulighed for at smage flere end 250 forskellige øl, danske som udenlandske, og heraf øl der aldrig tidligere har været præsenteret i Køge.
På udstillerside finder man bl.a. årets bryggeri 2013, Hornbeer, Ugly Duck Brewing, Coisbo, Kongebryg, Fur Bryghus, Winther Bargholz, Det Belgiske Hus, Det Lille Bryggeri, Branstein og så sådan kunne arrangørerne fortsætte.
Også i år kan man præsentere et udenlandsk mikrobryggeri som tager turen fra Tjekkiet til Køge og præsenterer nogle super spændende bryg. Minipivovar Nomád som er et af Tjekkiets mest innovative og kompromisløse bryggerier.
Men kig ned på Køge Torv lørdag den 9. august 2014 og få mere at vide om Danmarks næststørste ølfestival.
pm