Fortsæt til indhold

Årets sidste cirkusforestillinger

Hos det lokale Cirkus Baldoni fra Tureby

Arkiv
Arkiv

UNDERHOLDNING: Sommersæsonen går så småt på hæld - og dermed er det også tid for at det lokale Cirkus Baldoni lukker ned for årets forestillinger.
Der er kun få forestillinger tilbage, før Baldoni pakker teltet sammen for denne sæson. Men det kan sagtens nås endnu - torsdag den 7. august kl. 17.00 i Solparken i Strøby Egede. Er man forhindret dér kan man stadig nå det, da Cirkus Baldoni besøger Herfølge på Stadion P-plads/Vordingborgvej fredag den 15. august kl. 17.00 og Gørslev, Slimmingevej 65 lørdag den 16. august kl. 14.00 eller til årets sidste forestilling, der foregår "hjemme" i folden i Ulstrup Bygade 12 søndag den 17. august kl. 14.00.
Årets sidste forestilling foregår nemlig "i Verdens navle", som ejerne bag Baldoni selv udtrykker det.
- For os er det verdens navle, da det er vores base og det er her vi gennem hele vinteren planlægger og forbereder næste års sæson. Derfor har gennem de sidste par år valgt at slutte på vores vinterkvarter, hvor det hele også starter – og lave det til en fast tradition. Det er en dejlig måde at runde sæsonen af på, da vi samtidig får vi mulighed for at gense vores lokale naboer/genboer og andre i vores lokalområde, som vi af gode grunde ikke møder, når vi er på landevejene et halvt år ad gangen. fortæller Thessa Daniella, der sammen med sin mand René Mønster driver Cirkus Baldoni.
Årets forestilling byder på mange andre spændende, tempofyldte og hundesjove numre. Bl.a. et balancenummer højt oppe under kuplen, fodjonglering, et graciøst luftnummer, pole-akrobatik, quick change med dans, hula hoop, dejlige kæmpestore hunde, skøre klovne og meget mere. Selvfølgelig er Leonardo, den frække løve, også med.
Billetter kan bestilles/købes på www.baldoni.dk eller reserveres på billet-tlf. 2086 6010 hverdage mellem kl. 9-14 samt købes på cirkuspladsen fra 1 time før forestillingen.
pm