"Det skal vi kunne gøre bedre"
Malene Ravn Neumann, Folketingskandidat for Liberal Alliance, skriver dette debatindlæg
Folketingskandidat for Liberal Alliance, Malene Ravn Neumann, skriver dette debatindlæg:
Danmark har i dag et af verdens dyreste offentlige systemer. Alligevel er kvaliteten mange steder alt for dårlig, fordi pengene bliver brugt alt for ineffektivt. Alt for mange penge bliver brugt på overflødige skemaer og blanketter, som de offentligt ansatte og borgerne møder hver dag. Derfor er det på tide, at vi sætter en stopper for den syndflod af papirer, blanketter, skemaer og kontrol, som strømmer ud fra Christiansborg.
Liberal Alliance vil gøre op med kontroltyranniet. Vi vil sørge for, at skattekronerne bliver brugt på konkret service og ikke på bureaukrati.
Pædagoger og hjemmehjælpere skal have tid til at passe børn og tage sig af de ældre. Det er nu engang det, som de er uddannet til. Der skal være tid til, at vores børn kan få et knus i børnehaven, og der skal være tid til at skænke en kop kaffe til de ældre. Den tid er der ikke i dag.
Undersøgelser fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at socialrådgivere på jobcentrene kun bruger 21 procent af arbejdstiden på borgerkontakt, mens de bruger over halvdelen af deres tid på administration. Det kan vi gøre bedre.
Samtidig viser undersøgelser fra FOA, at en gennemsnitlig medarbejder i hjemmeplejen bruger 39 minutter om dagen på dokumentation og registrering. Det svarer til, at mere end 1000 hjemmehjælpere udelukkende dokumenterer og registrerer uden at have nogen kontakt med de ældre. Det er et administrationshelvede, vi skal have stoppet.
Væk med strenge kontrolkrav
Liberal Alliance vil befri de offentligt ansatte for strenge kontrolkrav, tidsrøvende skemaer og høje papirbunker. Vi vil dog ikke acceptere skandaler, hvor medarbejdere svigter borgerne eller misbruger deres ansvar. Det skal vi slå hårdt ned på. Kontrol, dokumentation og mere bureaukrati er bare ikke vejen frem. Det er bedre ledelse derimod. Vi har udviklet et system, hvor den egentlige ledelsesopgave - at sørge for der ikke begås fejl - er blevet reduceret til dokumentation og afrapportering. Det vil Liberal Alliance gøre op med. De offentlige chefer skal have lov til at lede og tage ansvar for, at opgaverne udføres tilfredsstillende.
Den meningsløse kontrol og bureaukrati er ikke bare dyr og spild af tid. Den medvirker også til, at den offentlige sektor er blevet alt for stor. Specielt antallet af administrative medarbejdere er steget markant. Liberal Alliance vil sende den offentlige sektor på slankekur: Ved naturlig afgang skal vi have færre offentligt ansatte end i dag. Der skal skabes en ny kultur, hvor initiativ belønnes og 'laden stå til' straffes. Hvor ledelse er forpligtende og synlig, og hvor den enkelte medarbejder vurderes på sine meritter frem for på længden af sit ansættelsesforhold.
Mindre bureaukrati og mere tillid er vejen frem, hvis vi vil skabe et konkurrencedygtigt og effektivt velfærdssystem. Det vil Liberal Alliance arbejde for.