Beachvolley-DM på stranden i Aabenraa
Aabenraa er vært for DM-afdeling i beachvolley lørdag den 9. august
Sønderstrand i Aabenraa i læggger sand til Danmarksmesterskabet i beachvolley.
Det sker efter Aaig volley med stor succes sidste år afviklede et stævne i den landsdækkende beachtour. Volleyklubben står bag Nykredit Beach Cup, der spilles på stranden hele dagen den 9. august.
Ud over at være et lokalt stævne, hvor alle kan deltage, er det en af elitespillernes sidste muligheder for at skrabe point sammen til finalen i Købehavn senere på måneden. Så der er mulighed for at opleve nogle af landets bedste beachvolleyspillere, og samtidig er der flere åbne rækker, så selv nybegyndere kan være med, når stranden omdannes til en stor beachvolleypark.
”Sidste år skabte vi et fantastisk stævne ved at kombinere DM i beachvolley med en mulighed for at motionsspillere og strandens gæster kunne deltage. Vi vil gerne lave en fest, og jeg synes vi har vist, at vi er i stand til at arrangere en festlig dag," siger Lars Svoger, formand for Aaig Volley.
Sidste år deltog 70 hold, og feltet talte mangedobbelte danmarksmestre, så der er tale om skrappe spillere. Der sættes 20 baner op på stranden, fordi der er stor interesse, når der er tale om en del af det danske mesterskab. Så der er plads til alle rækker.
"Vi kommer ikke uden om, at mange forbinder beachvolley med veltrænede kroppe og små bikinier. Og vi må sige, at mange spillere fra den danske elite levede positivt op til fordommene sidste år. Så der er også noget at se på, ind imellem man selv spiller," fortæller Lars Svoger.
Alle kan deltage i de åbne rækker, hvis man melder sig til senest kl. 9.30 på stranden.