Fortsæt til indhold

Elbiler på vej til Kolding Kommune

Kolding Kommune har leaset fem elbiler med hjælp fra Energistyrelsen

Arkiv
Arkiv

Til efteråret kommer fem af Kolding Kommunes biler til at køre på el. De miljøvenlige biler udleder ikke sundhedsskadelige partikler, og samtidig udleder de mindre CO2 end benzin- og dieseldrevne køretøjer.

“Som klimakommune er vi forpligtet til at arbejde for en bæredygtig udvikling, og så er vi selvfølgelig nødt til at vise et godt eksempel. Nu leaser vi i første omgang fem mindre elbiler, og hvis erfaringerne er gode, så håber jeg, at endnu flere af kommunens biler bliver eldrevne de kommende år,” siger Merete Valbak, afdelingsleder for Klima og Bæredygtighed.
Kolding Kommune har fået 125.000 kr. i støtte fra et program under Energistyrelsen, som skal udbrede elbiler.

“Elbiler er stadig noget dyrere end konventionelle biler, men støtten fra Energistyrelsen reducerer prisforskellen, så vi kan gennemføre forsøget med elbiler. Projektet kan give os nogle værdifulde erfaringer om, hvordan elbiler matcher de krav, vi har til vores køretøjer,” siger kommunens fleet manager Kim Vitved Svennum.