Vadehavsfestivalen tager form
Lige nu er det Esbjerg Festuge, der fylder i den kulturelle bevidsthed, men allerede om en lille måned byder endnu en festival sig til.
Vadehavsfestivalen afvikler programlagte arrangementer i hele vadehavsområdet fra den 4. til 7. september, mens udstillinger kan opleves frem til den 4. oktober. Publikum kan dog allerede i ugerne op til festivalen opleve kunstnere fra 13 forskellige lande arbejde med deres kunst i klitterne ved Blåvandshuk.
Fælles for kunstnerne er, at de kommer fra lande med vadehavslignende områder, og de værker, de arbejder på, tager alle udgangspunkt i det danske vadehavsområdes kultur, natur og identitet. De færdige værker vil indgå i festivalens store udstilling Wadden Tide, som kan opleves ved Blåvandshuk frem til den 4. oktober 2014.
Publikum kan under Vadehavsfestivalen opleve tolv spændende og meget forskellige arrangementer, der på hver sin måde sætter ord, lyd, billeder og stemninger på vadehavsområdets unikke kultur og natur. Kunsten bringes ud over den vante scene og kan både opleves i naturen, i byrummet og i kulturhistoriske bygninger langs Vadehavet.
Læs mere om Vadehavsfestivalen og årets program på www.vadehavsfestival.dk.