Fortsæt til indhold

På jagt efter trafiksikre idéer

GF Forsikring jagter gode idéer i Haderslev og Omegn

Arkiv
Arkiv

Mange sønderjyder har gode trafiksikre ideer, der kan være til stor gavn for trafiksikkerheden i Danmark. Desværre er økonomien ofte en bremseklods for, at ideerne bliver ført ud i livet.
“Med Danskernes Trafikpris vil vi hjælpe nogle af de ideer godt på vej. Derfor opfordrer vi sønderjyderne til at sende deres gode ideer ind til os,” fortæller Gunnar Hansen, formand for GF Sønderjylland. Det er GF Forsikring, som står bag Danskernes Trafikpris, der netop har åbnet op for ansøgere. Den nationale trafikpris har til formål at støtte lokale trafikprojekter og forbedre trafiksikkerheden i Danmark.
Man skal hverken være ekspert eller kendt for at kunne komme i spil til Danskernes Trafikpris. Tidligere prismodtagere har været alt fra borgergrupper og private initiativtagere til skoler, foreninger og organisationer. Ingen ide er for stor, og intet initiativ er for lille:
“Senest er prisen bl.a. gået til et cykelprojekt i Haderslev, der giver internationale studerende mulighed for billigt at leje cykler. Et andet eksempel er en børnehave i Ejby, der får støtte til at bygge en trafiklegeplads. Vi har også støttet flere projekter, der har haft fokus på ældres trafiksikkerhed,” fortæller Gunnar Hansen.

Det skal man gøre

For at komme i betragtning til Danskernes Trafikpris skal man gå ind på www.trafikpris.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sin ide. Danskernes Trafikpris uddeler årligt ca. 200.000 kr., der bliver fordelt over flere projekter.
“Om man søger 5.000 kr. eller 50.000 kr. er ikke så vigtigt. Det afgørende er ideen bag og evnen til at udføre den i praksis. Ideen skal, udover at have et relevant trafiksikkerhedsmæssigt mål, have et lokalt afsæt - og have potentiale til at blive udbredt til et større område,” siger Gunnar Hansen.