Fortsæt til indhold

Avisbude vil levere erhvervspakker

Bladkompagniet, der hver nat omdeler mere end 300.000 breve, magasiner og aviser i blandt andet Kolding, udfordrer nu Post Danmark ved også at tilbyde levering af erhvervspakker

Arkiv
Arkiv

Bladkompagniet har siden postliberaliseringen i 2011 haft succes med at distribuere aviser, magasiner og erhvervspost alle ugens syv dage i Kolding. Nu er den landsdækkende distributør så klar til også at omdele erhvervspakker.
"Vi har et stærkt distributionsnet, hvor vi leverer magasiner og aviser til kiosker, supermarkeder og andre forhandlere over hele landet inden klokken 7.00. Det vil vi nu bruge til også at omdele erhvervspakker i Kolding, så fx værksteder ikke skal stå og vente til op ad formiddagen på en lydpotte, men i stedet kan være sikre på at have den, når arbejdsdagen starter", siger Christian Lanng Nielsen, adm. direktør i Bladkompagniet.

Pakkemarkedet vokser

Bladkompagniets nye tilbud om erhvervspakkeomdeling kommer på et tidspunkt, hvor markedet generelt præges af en mindre nedgang i distribution af aviser, abonnementsbaserede fagblade og tidsskrifter, mens markedet for omdeling af pakker vokser.
"Vi har som mål at blive erhvervslivets foretrukne partner, når det gælder omdeling af både aviser, breve, magasiner - og nu altså også pakker. Vores fordel – og dermed vores kunders – er, at vi kan tilpasse distributionen præcis til den enkelte kundes behov. Det er særligt natleveringen, der er vores styrke, men ønskes levering på andre tidspunkter, så kan vi også det", udtaler Christian Lanng Nielsen.
Om Bladkompagniet
Bladkompagniet er Danmarks næststørste postselskab.
Hver nat omdeler Bladkompagniet aviser, magasiner, erhvervspost og direct mail til danske husstande og virksomheder.
Bladkompagniet omdeler også erhvervspakker – både som dag- og natlevering.
Bladkompagniet er grundlagt i 1920 og ejes af Berlingske Media og JP/Politikens Hus i fællesskab.