Lær Kolding at kende
I slutningen af juli arrangeres der byvandringer i Kolding
Det er sommer, og vi rejser alle ud for at møde nye steder og lære nyt om vort spændende land og andre lande. Men hvad med den by, vi færdes i til dagligt?
De sidste to mandage i juli og den første mandag i august er der offentlig byvandring i Kolding. Det er den lokale guide, Poul Erik Jespersen, der står for byvandringen.
På turene møder deltagerne mange historiske personer, som har haft betydning for Kolding på hver deres måde.
Eksempelvis lensmanden Caspar Markdanner, der sponsorerede en stor del af inventaret til Nicolai Kirke, Dronning Dorothea, hvis navn lever videre mange steder i byen og bageren Bertram Knudsen, der blev landskendt for sit konditori på Saxildhus.
I løbet af vandringen vil deltagerne høre om murværket på Koldinghus, rådhuset før og nu, Sønderbro og dens betydning gennem tiden, de gamle byhuse i Helligkorsgade og det Glemte Slag i 1849. Anekdoter om personer fra svundne tider vil også blive behandlet. Alle byvandringerne foregår kl. 19 og der er nærmere info at hente på www.turistfoerer.dk