Fortsæt til indhold

Kæmpe markbrand i Lejre

Flammerne blev ved med at stikke af fra brandvæsnet og omkring 100 hektarer mark brændte

Arkiv
Arkiv

Kraftig vind og respektløse bilister gjorde det svært for brandvæsnet at få styr på en markbrand.
Lejre Brandvæsen fik lørdag eftermiddag lidt før kl. 14 en melding om, at der var gået ild i en mark tæt på Skomagerkroen i Kr. Såby.
På grund af den seneste tids tørre vejr sendte man både folk ud fra stationen i Lejre Syd og Nord.
Da brandmændene ankommer til stedet, kan de konstatere, at der gået ild i en høstet mark.
Ifølge indsatsleder fra Lejre Brandvæsen Nord Søren Christensen gik man straks i gang med slukningsarbejdet.
- Inden længe troede vi faktisk, at vi havde fået styr på ilden, men på grund af kraftig vind, lykkedes det for den at springe henover et 15 meter bredt brandbælte, fortæller indsatslederen og fortsætter:
- Den bevæger sig over til Skomagerkroen, hvor den fik fat i et halmdepot og så krydsede den Landevejen, så den i sidste ende når at brænde cirka 100 hektarer mark af.

Ingen respekt

Ingen mennesker eller dyr kom til skade ved branden, men myndighederne valgte at rive en gammel lade ned ved Nyrupgård for at sikre nogle dyr og resten af bygningerne på stedet.
Søren Christensen forklarer, at vinden var en vigtig årsag til, at slukningsarbejdet blev så besværligt.
Han fortæller dog også, at bilister var med til at forsinke brandvæsnets indsats.
- Folk har ingen respekt for blå blink, når de kommer kørende, så vi turde ikke køre ud på Holbækmotorvejen og bekæmpe ilden derfra, før politiet lukkede strækningen.
- Jeg vil ikke risikere at miste en brandmand, fordi han bliver kørt ned af en bil, der kommer blæsende med 130 kilometer i timen.
hw

Brandvæsnet valgte at rive en gammel trælade ned, fordi den kunne give næring til markbranden.