Fortsæt til indhold

Kom med et bud på god arkitektur

Sidste frist for et bud på, hvem der skal have Arkitekturprisen og Bygningsforbedringsprisen 2014, er den 12. august

Arkiv
Arkiv

Hvert år hædrer Aabenraa Kommune i samarbejde med Billedkunstrådet et byggeri eller et anlæg ved at uddele Arkitekturprisen. Kommunen uddeler desuden hvert år en bygningsforbedringspris. Hvert år kåres også Borgernes favorit ved en afstemning. Borgernes favorit kan både være arkitektur og bygningsforbedring.
En bedømmelseskomité udpeger vinderen af begge priser bl.a. blandt borgernes forslag. Derfor opfordres alle interesserede til at give et bud på, hvilket byggeri eller anlæg, der fortjener at modtage priser.
Arkitekturprisen uddeles til:
Bygninger: etageboliger, parcelhuse, liberale erhverv, industri, offentlige formål, m.v.
Om- og tilbygninger til eksisterende bygninger
Istandsættelse af eksisterende bygninger
Anlæg, by- og landskabsrum: parker, pladser, grønne områder, byrum og gårdrum
Bygningsforbedringsprisen kan gives til:
Fredede bygninger
Bevaringsværdige bygninger
Ikke SAVE-registrerede bygninger opført før 1950

Sådan gør man

Byggeprojektet skal være færdiggjort i perioden august 2013 til juli 2014. Forslaget til kandidat skal indeholde: Fotos, adresse, hvornår byggeriet eller anlægget stod færdigt, hvem der har opført det, og begrundelse for, at det er noget særligt. Man skal huske at notere en kontaktperson med telefonnummer og mailadresse.
Man må gerne indsende flere bud, de skal bare hver især opfylde betingelserne. Man må gerne indstille sin egen bygning. Forslag skal sendes til plan@aabenraa.dk eller Kultur, Plan & Fritid, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa med mærket: Arkitekturprisen og/eller Bygningsforbedringsprisen 2014.
Forslag skal være kommunen i hænde senest 12. august
Den 20. august besigtiger bedømmelseskomitéen udvalgte kandidater og udpeger en vinder. Besigtigelsen foregår både uden- og indendørs. Vinderen offentliggøres ved præmieringen, som i år finder sted 7. oktober. Arkitekturens Dag er ellers 1. oktober. Men da offentliggørelsen af, hvem der vinder projektkonkurrencen vedr. Multiarena Aabenraa finder sted 7. oktober bliver de to begivenheder i år kædet sammen i Aabenraa.
I 2013 gik arkitekturprisen til både Arwos Landsbyen og Bagerhuset. Borgernes favorit blev H&M bygningen i Aabenraa som også fik Rosende Omtale 2013. Bygningsforbedringsprisen gik i 2013 til Stollig Bygade 46 i Aabenraa.

Sidste år var H&M bygningen i Aabenraa borgernes favorit til en pris på Arkitekturens dag. Foto: Svend Mikael Larsen