Ib og Kristine bytter kasketter
I efterhånden mange år har Kristine Jespersen været ansat i Ib Paulsens Malerforretning i Hjordkær, hvor hun også i sin tid blev udlært, og hvor hun de seneste to-tre år har været eneste ansatte.
Men nu har hun og Ib Paulsen besluttet at bytte kasketter, så det pr. 1. august er Kristine Jespersen, der står som er indehaver af forretningen, mens Ib Paulsen fortsætter som ansat.
"Jeg syntes, det var på tide, at der kom nye kræfter til i forretningen, så jeg spurgte Kristine, om hun var interesseret i at overtage forretningen, og det sagde hun heldigvis ja til," fortæller Ib Paulsen.
"Jeg har rundt regnet ti gode år tilbage på arbejdsmarkedet, og hvis hun vil have mig, så fortsætter jeg gerne," føjer Ib Paulsen til med et smil.
"Det må han meget gerne," svarer Kristine Jespersen, som ikke umiddelbart har planer om at ændre så meget ved forretningen.
"De første par år skal jeg sætte mig ind i alle de ting, som Ib hidtil har stået for. Arbejdspladsvurdering, opmåling, kvalitetssikring, tilbudsgivning, fakturering og den slags, så det håber jeg, han vil lære mig," siger Kristine Jespersen.
Én ændring bliver der dog. I forbindelse med overtagelsen skifter forretningen nemlig navn til Æ Hjordkær Maler, fortæller Kristine Jespersen, som privat bor i Hjordkær sammen med sin mand og deres tre børn.