Fortsæt til indhold

Boblehal til svømning og håndbold

Arkiv
Arkiv

Jyllingehallens ledelse overvejer en midlertidig løsning med to boblehaller til henholdsvis svømning og håndbold plus andre indendørs sportgrene efter storbranden, som har gjort 7.000 ugentlige brugere hjemløse.
- Vi har fået et meget interessant tilbud fra et firma, der kan opstille to boblehaller på fodboldbanerne ved siden af det nedbrændte kompleks, fortæller hallernes formand Lars Lindskov.
- I givet fald kan de stå klar til efterårsferien, og det vil koste os 6-8 millioner for denne midlertidige løsning i 14 måneder.
Jyllinge-hallerne er en privat forening, hvor kommunen lejer plads til brugerne. Men den er godt forsikret og har penge i kassen.
Før bestyrelsen træffer en eventuel beslutning om at opstille de midlertidige haller, skal den dog have et endeligt overblik over skaderne efter branden. Dvs. hvor meget af de brandramte haller, der kan repareres, og hvad der skal genopføres fra grunden.
- I slutningen af måneden skulle vi have sådan et skøn klar, og så har vi et grundlag at træffe denne beslutning ud fra, forklarer Lars Lindskov.

Egen rådgiver

Teknikere arbejder i øjeblikket med en vurdering af de brandramte hallers tilstand. Efter råd fra forsikringsselskabet TopDanmark har hallerne ansat deres egen ekspert, ingeniør Poul Poulsen, der selv bor i Jyllinge og har været med ved opførelsen af de forskellige etaper i bygningskomplekset gennem mange år.
- På den måde undgår vi en interesse-konflikt med forsikringsselskabet egne vurderingsfolk, og det er betryggende for os, forklarer Lars Lindskov.
Som fritidsformand for hallerne har Lindskov, der driver et selvstændigt kommunikationsfirma, haft meget travlt i ugerne siden branden.
Halinspektør Claus Larsen var netop taget på ferie i USA, da hans arbejdsplads blev ødelagt af brand, og nu glæder Lars Lindskov sig til at få ham hjem.
- Her er rigeligt at tage fat på, så det bliver en god hjælp.
Onsdag formiddag var Lindskov også til møde med fritidschef Poul Knopp og udvalgsformand Birgit Pedersen (SF) for at drøfte, hvordan kommunen kan hjælpe.
- Men de afventer nu vores oplæg, da vi jo er en selvejende institution med eget ansvar for økonomien, forklarer Lars Lindskov.
tk

Den store brand ødelagde alle hallerne i Jyllinge i større eller mindre omfang. Teknikerne har endnu ikke fundet frem til, om nogle af de eksisterende bygninger kan genbruges.