2014 er skelsættende år for Give Festival
Give Festival åbner snart op for sin endagsforestilling, som den har gjort siden 1982. I år skal den meget gerne give overskud
“Nogle af dem, der skal stå på scenen i år har selv gået og samlet krus som børn, mens de så andre stå på scenen,” fortæller formanden for Give Festival, Bruno Jensen.
Det er ikke svært at tage ham på ordet, for Give Festival havde sin spæde start helt tilbage i 1982. Dengang var der efterspørgsel efter en byfest, og det er i den grad det som festivalen er. Alle de optrædende bands er oprindeligt fra Give-området og kommer blandt andet fra Give, Tørring og Grindsted.
Frivillig fest
Festivalen er baseret på frivillig arbejdskraft. Cirka 50 frivillige hjælper til i madboder og andre steder for at få festivalen til at løbe rundt. Derudover får de bands, der kommer og spiller, ingen penge. De kommer af ren lyst, men har til gengæld mulighed for at netværke med andre musikere og stå på en scene.
“Mange bands, der har spillet på Give Festival, har senere stået på større festivaler som Jelling Festival og Samsø Festival,” siger Bruno Jensen.
“Det er et vigtigt princip for Give Festival, at der skal være gratis entre. Derfor er vi vildt afhængige af, at der kommer gæster, der køber mad i boderne, og at der kommer frivillige og passer dem. Vi kunne godt bruge flere frivillige, end vi har, men vi overlever på, at der er nogen, der tager lange seje træk,” siger han.
Afgørende år
Det er svært at gøre op, hvor mange gæster, der kommer på festivalen, fordi der ikke betales entré, men Bruno Jensen gætter på, at der kommer mellem 1000 og 1500 gæster.
Da der er udgifter til lys, lyd, vagter og telte, er der nødt til at komme en vis indtægt fra boderne, og de seneste par år har festivalen haft underskud. Derfor er det også et skelsættende år for festivalen.
“Hvis der ikke kommer mange gæster i år, og vi får et overskud, så skal vi nok til at overveje, om vi kan fortsætte Give Festival på længere sigt,” siger Bruno Jensen.
Beerpong og søm
Festivalen har gang i forskellige tiltag for at trække flere gæster til i år. Blandt andet kan man i år spille 'beer-pong' og slå søm. Der er også, som tidligere, en gratis hoppeborg for børnene.
“Give Festival handler om, at give de unge mennesker en chance for at stå på en scene, men det er også for at have en byfest,” siger Bruno Jensen.