Spejder hver tredje søndag
Femårige Frederik og resten af familien har en fast aftale med naturen
Familiespejder er et tilbud for de 3-5 årige og deres forældre med både leg, frisk luft, bålrøg og udforskning af natur og omverden. Sidste år meldte hele familien Frydendall sig i Skovfolkets nye gren for de mindste, og det har ingen af dem fortrudt.
"Min mand er ivrig lystfisker og nok mere friluftsmenneske end jeg, men sådan et par timer søndag formiddag var et fint sted midt imellem, hvor vi kunne være med allesammen. Og når det er hver 3. søndag, er det også ret let at få til at passe med familiekalenderen," forklarer Jette Kirkegaard Frydendall.
"Fredrik er meget glad for at være ude og røre sig. Han har før gået til gymnastik, men så faldt jeg over et opslag på nettet om familiespejd, og så valgte vi at prøve det i stedet. Vi var med et par gange, inden han blev meldt ind, men det fungerede rigtig godt fra starten. Han er glad for at møde de andre unger og rende rundt og lege i skoven eller hvor mødet nu foregår.
Når familiespejderne holder deres søndagstræf er der altid et tema. Ofte er det noget med naturen og årstiden, men det også blevet til både gps-skattejagt samt temaer om førstehjælp og om fremmede lande. For det meste mødes spejderfamilierne i Spejderskoven ved Skovfolket hytter, hvor der er bålplads og overdækket terrasse til rådighed, så man altid kan være ude.
Natur, bålmad og opvask," fortæller hun.
Roelygter var et hit
"I oktober lavede vi roelygter og det var et kæmpehit for Fredrik, fordi han syntes, de kom til at ligne en Disney-figur. Ellers har vi lavet snobrød og ristet popcorn, set på dyr, rodet i vandhullet i Spejderskoven og rørt ved frøer og den slags. Vi har også været med en naturvejleder fra Ildfluerne ude ved Hindemade, hvor de lavede insektsugere og kiggede på dyr i forstørrelsesglas. Men også bare sådan noget som at børnene selv får lov at vaske den kop op, som de har brugt til at drikke af, kan jeg godt lide," fortæller Jette Kirkegaard Frydendall.
Og der er ikke noget krav om at begge forældre skal være med eller at man skal have været spejder før.
"Vi er faktisk de eneste forældre, der er fast med begge to – og de eneste forældre, der ikke har nogen spejderfortid. Men det er slet ikke noget problem, for lederne har jo forberedt det hele og forklarer, hvad der skal ske," siger hun.
Håber på flere
"Vores dreng er den yngste i flokken, der lige nu kun er på fire børn + forældre. Jeg har ellers spammet de fleste på både facebook og i min mødregruppe og fortalt vidt og bredt om, hvad vi laver," griner Jette Kirkegaard Frydendall:
"Forhåbentlig kommer der flere til, så flokken kan fortsætte, selv om de ældste nu begynder i 0. klasse og derfor skal til at være spejder uden forældre hos mikroerne."
Interesserede kan se mere om spejderlivet på www.skovfolket.dk eller på www.familie-spejder.dk