UC Syddanmark har de bedste praktikvejledere
UC Syddanmarks praktikvejledere er bedst uddannede viser undersøgelse
Ifølge en ny rapport er de praktikvejledere, der er tilknyttet pædagoguddannelsen på UC Syddanmark i Kolding, Aabenraa og Esbjerg nogle af landets bedst uddannede til opgaven.
Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har bedt Danmarks Evalueringsinstitut om at gennemføre en undersøgelse af praktikvejledningen på landets pædagoguddannelser. Her har de undersøgt praktikvejledernes efteruddannelse og kompetencer i forhold til at vejlede studerende.
Praktikken vigtig for de studerende
Rapporten viser, at UC Syddanmark er den professionshøjskole hvor praktikvejlederne er bedst uddannede, idet 60 % af vejlederne har en praktikvejlederuddannelse i bagagen. Derudover er UC Syddanmark den professionshøjskole i Danmark med den højeste andel af vejledere med en kombination af praktikvejlederuddannelse og introduktionsmøder. Hele 29 % af vejlederne rundt på institutionerne, der er tilknyttet UC Syddanmark, har både gennemført praktikvejlederuddannelsen og deltaget i introduktionsmøder.
For Kim Larsen, Institutchef ved pædagoguddannelsen på UC Syddanmark, er det vigtigt, at praktikvejlederne er godt klædt på til opgaven.
-Vi har et tæt samarbejde med vores praktiksteder, for praktikken udgør en stor og vigtig del af professionsbacheloruddannelsen til pædagog. Vejledningen i løbet af praktikken kan have stor betydning for, om den studerende får et godt udbytte og en god oplevelse med sig fra praktikken, og derfor er det vigtigt, at vores praktikvejledere hele tiden udvider deres kompetencer, siger Kim Larsen.
Set i lyset af den nye pædagoguddannelse, der træder i kraft til august 2014, bliver det, ifølge Institutchef Kim Larsen, ikke mindre væsentligt, at praktikvejlederne har de fornødne kompetencer til at vejlede pædagogstuderende.
- I den nye pædagoguddannelse får praktikvejlederne større indflydelse på de studerendes resultater i og med at de fremover skal sidde med direkte ved eksamensbordet og være med til at bedømme den studerendes indsats, siger Kim Larsen, Institutchef ved pædagoguddannelsen på UC Syddanmark.
Tidligere skulle praktikvejlederen blot give en skriftlig indstilling til professionshøjskolen om, hvorvidt den studerendes uddannelsesmæssige udbytte af praktikken kunne godkendes, men det bliver der lavet om på med den nye pædagoguddannelse.
UC Syddanmark uddanner pædagoger i Esbjerg, Kolding og Aabenraa.