Maler vender hjem til Als
Erik Jørgensen starter malerfirma på Als
Efter 10 år i København vender Erik Jørgensen hjem til fødeøen Als for at starte sit eget malerfirma.
"De sidste 10 år har jeg været faglærer i København, og nu skal der ske noget nyt," fortæller Erik Jørgensen, der stammer fra Augustenborg.
Han blev udlært på Nordals i 1976. Siden har han arbejdet som maler i både Sønderborg, Australien og København og som faglærer i Aabenraa og København.
Nu er huset i København sat til salg, og alsingen har sat kurs mod Als.
Et af hans specialer er restaureringsopgaver af gamle bygninger, og han har bl.a. udført opgaver på Sønderborg Slot, Augustenborg Slot og i Riddersalen på Christiansborg Slot.
Erik Jørgensen vil dog udføre alle former for maleropgaver.
"Jeg vil gerne arbejde med en kombination af specialopgaver og helt almindeligt malerarbejde," siger Erik Jørgensen.
For selv spændende dekoreringsopgaver kan blive lidt ensformige:
"Når man har marmoreret i 14 dage, er det dejligt at få lov til at male et loft."