Kun adgang via Kongensgade
Arbejdet med at etablere den første kanal er i gang
Frem til den 30. juni 2015 er adgangen til FredericiaC-området ved hjørnet af Oldenborggade og Gl. Havn spærret. Det skyldes arbejdet med at etablere den første kanal i FredericiaC. I hele anlægsperioden er der adgang til Fredericia C via Kongensgade.
Afspærringen er nødvendig både af praktiske og sikkerhedsmæssige hensyn.
Entreprenøren MT Højgaard A/S skal blandt andet fjerne de gamle jernbanespor, og asfaltbelægningen skal graves op på kajgaden.
Kajvæggen skal nedbrydes til cirka 2,5 – 3 meter under vandlinjen, der hvor kanalen skal tilsluttes Gl. Havn.
Den eksisterende kajvæg skal stabiliseres, ankerblokke skal frigraves og fjernes - og der skal etableres spuns for den fremtidige kanal.
På sigt bliver terrænet langs Oldenborggade hævet til 2,5 meter over daglig vande ved at der fyldes råjord ind til kanalens spuns. I den forbindelse etableres en rampe fra det nuværende terræn i Oldenborggade og op til det fremtidige terræn ved den nye kanal. Når dette arbejdet er udført, kan der etableres en ny gangbro over kanalen i Prinsessegade (kajgaden), som igen giver adgang til FredericiaC-området langs Gl. Havn fra hjørnet af Oldenborggade og Gl. Havn.
I hele anlægsperioden er der fri adgang til FredericiaC-området via Kongensgade.
Helt ekstraordinært vil der blive etableret en midlertidig adgang gennem afspærringen, når krydstogtskibet Legend of the Seas lægger til kaj ved FredericiaC den 7. august.