En skøn sommerdag på Kringsminde
Der er liv og glade dage på den gamle gård. Spring på tidsmaskinen og få en god, gratis oplevelse onsdag
Parkeringspladsen ved Museumsgården Kringsminde var godt fyldt op, da arrangementet "Sommer-åbent på Kringsminde" løb af stabelen onsdag i sidste uge. Hele herligheden bliver gentaget onsdag den 6. august fra klokken 12-16.
"Der sker virkelig noget på gården. Den gamle selvbinder er i gang på marken, og på gårdspladsen bliver der bundet lavendelkoste. Det kunne holde myg og møl på afstand. I gamle dage, hvor man ikke kom i bad så ofte, lagde man lavendel ind i tøjet. Det dufter jo dejligt," fortæller Karin Rahbek, forvalter på Kringsminde.
Sommer-arrangementet byder også på en smag af gamle dage. I køkkenet simrer kommensuppen og rabarbersuppen, mens der bliver bagt kammerjunker og kuvertbrød. I staldcaféen er der friskbagt kage og sprøde kniplingskager.
"Og vores krydderurtehave bugner af mynte, så i det gamle bryggers laver vi mynte-gelé. Det smager afsindigt godt."
Der er også rig mulighed for at blive klogere på Fredericia-egnens fortid før fæstningen. Flere personer fra Fredericia-egnen viser nemlig oldtidsfund frem, som de gennem årene har samlet i området. Der er blandt andet stenalderøkser, spydspidser, dolke og pilespidser.