Fortsæt til indhold

Orø Camping igen klar efter stormflod

For lidt over to måneder siden blev den familiedrevne Orø Camping igen klar til gæster efter at være blevet ramt af stormfloden i december sidste år. Familien bag vil dog helst sælge campingpladsen

Arkiv
Af Maria Brandt

orø Voksne sidder i solstole, og børn hopper på hoppeborg. Der bliver købt is, slik, sandwich og pølser i kiosken. Der er igen kommet liv på Orø campingplads efter stormfloden. Orø Camping var en af dem, som blev hårdt ramt af oversvømmelser, efter stormen Bodil rasede i december sidste år. Vandet trængte 200-300 meter ind på øen, og halvdelen af campingpladsen stod under vand. Hovedhuset med køkken, kiosk og toilet og fem ud af ni hytter blev ødelagt. Ifølge Henrik Jensen, der ejer stedet sammen med sin kone Charlotte er det hele blevet ordnet, bortset fra noget af hegnet. “Sidste år var første gang, vi havde et overskud på 300.000 kroner, og vi brugte det hele på at rydde op og få ordnet skaderne,” siger Henrik Jensen, der også måtte tage private lån på flere hundrede tusinde kroner for at betale for de udbedringer, der kunne redde campingpladsen.

Langsomt forsikringsselskab

Forsikringsselskabet var ikke hurtige nok til at behandle stormskadeerstatningen, og de argumenterede med, at hvis det ikke havde noget med stormfloden at gøre, så ville de ikke betale. Ifølge Henrik Jensen var det først tre måneder efter, de fik den endelige opgørelse over erstatningen. Der var skader for 1.2 millioner kr., og de fik 774.000 kroner i erstatning løbende med begrundelsen, at forsikringsselskabet ikke ville dække det udendørs, for det hørte til haveanlæg. ”Først troede vi ikke, vi ville komme i gang igen. Men takket være en god og effektiv håndværker med seks ansatte, som også brugte juleferien, så skete der noget,” siger Henrik Jensen, der også sammen med familien lagde en masse kræfter i arbejdet med at få genoprettet det hele igen. Hele foråret havde Henrik Jensen dobbeltarbejde, da han også er ambulancemand. ”Vi kunne godt have brugt noget mere hjælp, for vi kan ikke få det til at hænge sammen økonomisk. Der er en høj selvrisiko, når man er en lille erhvervsdrivende, men der er ingen hjælp at hente fra politikerne, og Holbæk Kommune har ikke gjort noget for at gøre Orø til en mere attraktiv turistø” siger Henrik Jensen og tilføjer, at det er en skandale for Orø, hvis de ikke er her mere. Ifølge ejendomsmægleren har Orø camping en god økonomi, og regnskabet er bedre end på nogle fire stjernede campingpladser. Sidste år blev campingpladsen sat til salg, og Henrik Jensen og familien bliver her, indtil der kommer en køber. ”Det ville være rart, hvis der kom nye kræfter til og nye friske øjne,” vurderer Henrik Jensen. Solen glimter som hvide perler i det rolige blå vand, og en masse badegæster sidder i sandet og græsset og nyder udsigten. Men ingen ved endnu, hvad Orø campingplads har af fremtidsudsigter.

Ejeren Henrik Jensen og familiens hyrdehund. Orø camping er familiedrevet, og her arbejder også Henriks kone, datter og svigermoren. Foto: Maria Brandt