Fortsæt til indhold

- Jobbet er som et ægteskab

Jens Clausen fejrer 40-års-jubilæum:

Arkiv
Henrik Wanscher

Selvom man ikke en gang er myndig kan selv stilfærdige beslutninger, man tager som 16-årig, få store konsekvenser for, hvordan ens liv former sig videre.
For Jens Clausen blev beslutningen om at tage imod en læreplads hos en grossistvirksomhed, der den gang hed Wandel-Petersen, startskuddet på en ansættelse, der i år har spundet over 40 år.
I dag står der ‘produktchef for VVS' på hans visitkort, men det var ikke en særlig interesse for VVS, der fik den 16-årige, roskildefødte Jens Clausen til at rykke på en jobannonce.
Begge hans forældre arbejdede som slagtere i Svogerslev, og deres virke havde tilsyneladende haft en indirekte afsmitning på deres søn.
- Jeg har bare altid interesseret mig meget for handel, fortæller Jens Clausen og fortsætter:
- Så da jeg den gang stod og manglede noget at lave, ringede jeg på et opslag om en læreplads hos Wandel-Petersen, og så fik jeg heldigvis pladsen.

Et ægteskab

Siden er det som sagt gået godt for Jens Clausen, der i sin lange karriere hovedsageligt har arbejdet i virksomhedens roskildeafdeling.
På trods af at arbejdsgiveren i store træk har været den samme i 40 år, betyder det dog ikke, at hver dag har lignet den foregående.
I 2002 blev Wandel-Petersen overtaget af firmaet Hatten Gruppen, og i nogle år derefter prøvede Jens Clausen kræfter med firmaets afdelinger i Bjæverskov og Ringsted, før han vendte tilbage til Domkirkebyen.
Jens Clausen understreger også, at selvom han kan fejre 40-års-jubilæum, så er det ikke ensformighed, der har præget hans arbejdsliv.
Han fortæller også, at en så lang karriere et sted kræver en indsats, der strækker sig udover at bare ordne de daglige gøremål, der er bundet til ens ansættelseskontrakt.
- Et job er for mig lidt som et ægteskab, hvor man har masser af gode dage, men hvor der også kommer masser af dårlige dage.
- Jeg har da været ved at søge andre steder hen flere gange, men i sidste ende er jeg altid endt med at blive, for jeg har det godt, og jeg synes ikke bare man skal give op på grund af lidt modgang, siger jubilaren.

Dørmand i fritiden

Man kunne også tænke sig, at Jens Clausens chef ville være ked af at skulle sige farvel til den erfarne 57-årige.
Selv sagt har alle årene i firmaet givet ham et anseeligt netværk, men det er ikke kun når han arbejder, at Jens Clausen er ude at møde mennesker.
Selv forklarer produktchefen, at han ikke er en mand, der har tålmodighed til at sidde alt for længe i en lænestol.
I stedet har han igennem årene givet sig i kast med et væld af forskellige frivillige jobs, hvor han blandt andet har arbejdet for Roskilde Festival i 27 år og også er involveret i arbejde hos ved Gimle.
Hos Festivalen står han for at koordinere VVS-arbejdet, der sikrer rindende vand og lignende ved den store begivenhed, og hos Gimle arbejder han blandt andet som dørmand.
- Jeg synes det er vigtigt, at man arbejder frivilligt, ellers er der rigtig mange gode og spændende ting, der aldrig bliver til noget.
- Desuden er det en rigtig god måde at udvide sit netværk, og jeg synes det er inspirerende, at man arbejder på tværs af aldre ved mange af disse arrangementer, fortæller Jens Clausen.

Mere hygge førhen

I tidligere tider var det ikke så usædvanligt, at ansatte blev hos den samme arbejdsgiver hele deres arbejdsliv, men det har ændret sig.
Derfor bliver Jens Clausens 40-års-jubilæum markeret på behørig vis med en reception i Hatten Gruppens lokaler på industrivej.
Hvis alt går vel, så er der dog ingen grund til at antage, at dette jubilæum bliver den sidste imponerende milepæl, Jens Clausen kommer til at fejre i sit arbejdsliv.
Han ser ingen grund til, at han skulle trække sig tilbage eller finde noget nyt job indenfor nogen nær fremtid.
På trods af dette savner han en gang imellem tidligere tider, hvor livet var anderledes skruet sammen.
- Før i tiden var der ikke helt så travlt, hvilket betød, at man havde bedre tid til at hygge med kunderne.
- Men alting taget i betragtning, så er jeg stadig meget glad for, hvad jeg laver, siger han.

hw@roskildeavis.dk