Det bliver vildt spændende
FODBOLD: Fredag den 25. juli kl. 19.00 lyder startskuddet til sæson 2014/15 i Nordicbet Ligaen - for HB Køges vedkommende foregår premieren i det vestjyske - på Spar Nord Arena i Skive hvor Skive IK tager imod.
HB Køge stiller med et helt nyt setup i forhold til sidste sæson. Ny cheftræner og 12 nye spillere. Og optimismen spirer i klubben.
Truppen vendte lørdag hjem efter en ugelang træningslejr ved Leipzig i Tyskland, hvor der blev trænet benhårdt hver dag og i tilgift spillet tre og en halv træningskampe mod fire forskellige klubber.
Cheftræner Henrik Pedersen, der i juni kom til klubben fra Red Bull Salzburg i Østrig, er glad for udbyttet af træningslejren.
- Jeg synes vi nåede rigtigt meget på den uge vi var afsted. Jeg havde to hovedformål med turen - at få samlet truppen med de mange nye ansigter og tage det næste skridt i vores fodboldmæssige udvikling, fortæller Henrik Pedersen til Lørdags-Avisen.
- Med hensyn til det første, så er jeg utrolig glad for at truppen er og har været så åben over for både mig og hinanden. Der er en rigtig god stemningspillerne imellem. Det er jeg glad for, det kunne jo have været anderledes. Med hensyn til udviklingen af vores spillestil går det fremad dag for dag og spillerne har vist en imponerende vilje til at lære. Det er både mentalt og fysisk hårdt - alle på holdet har en rolle. Så jo, vi har haft masser af positivt udbytte af turen, siger Henrik Pedersen.
Nu gælder det så en ny sæson.
- Vi glæder os alle sammen rigtigt meget. Jeg er rimeligt fattet forstået på den måde at vi jo er i starten af en proces, men det er ingen undskyldning for ikke at vinde fodboldkampe. Vi er ikke udlærte endnu - det bliver man ikke over tre uger - men Skive-kampen fredag aften vil give svar på - hvor langt er vi nået med hensyn til 1. Divisions fodbold. Det bliver vildt spændende at få prøvet det af i en vigtig kamp - og kampen vil også give svaret på hvad er det næste vi skal arbejde videre med. Hvor er vi henne. Som sagt - drengene har gjort det godt og jeg er optimistisk og spændt som man skal være før den første kamp i en ny turnering. Men vi må indse at vi endnu ikke er i stand til at køre det nye system for fuld speed i samtlige 90 minutter, så derfor skal vi under kampen også være dygtige til i perioder at økonomisere med kræfterne og spille derefter, siger Henrik Pedersen.
HB Køge truppen tager afsted til Skive allerede fredag middag og gør et stop for spisning ved Vejle.
Efter ankomsten til Skive står den på en lille gåtur for at få den lange bustur ud af kroppen.
Hvordan bruttotruppen - 18 mand - kommer til at tage sig ud til kampen vidste Henrik Pedersen ikke i skrivende stund - men en god blanding af "nye og gamle" folk. Men et er sikkert - der bliver en del debutanter som der skal råbes et hurra for efter kampen, som det er kutyme i dansk fodbold.
Fjerde brasilianer
I mandags landede HB Køge endnu en brasilianer - den fjerde i sommer - i klubben - nemlig den 24-årige offensivspiller Bruno Anderson da Silva Sabino - eller slet og ret Bruninho.
Torsdag fik klubben tilgang af den 19-årige Kristian Andersen fra Brøndby IF.
Nye i truppen er derudover de tre brasilianere Gernando Braz, Kaué Rivera Costa og Washington Brandäo da Silva, den kroatiske forsvarsspiller Luka Bogdan, nigerianske Ojaside Samuel Owolabi fra FC Midtjylland samt Oscar Tranberg fra Brøndby IF, Casper Grønn fra AB, Nikolaj Hansen fra FC Vestsjælland, Mads Lind fra egen U/19 trup og Alexander Ludwig fra Vendsyssel FF.
Sjette møde med Skive IK
Det er 6. gang at HB Køge møder Skive IK. Første gang var den 2. oktober 2010 hvor køgenserne hjemme vandt 3-0. Det er ialt blevet til 2 sejre til hver side og én uafgjort kamp med en samlet målscore på 7-5 i HB Køges favør. De to kampe på Skives bane har resulteret i en 1-0 sejr til hver side.