Et træ der vækker stærke følelser
Museet KØS er kommet i modvind på grund af overvejelser om fældning af det flotte, gamle platantræ foran museet. Overvejelserne skyldes dog ikke arbejdet med en ny forplads men derimod hensyn til naboerne, som er bekymrede for følgeskader, hvis træet vælt
KØGE: Mange generationer af køgensere har kunnet glæde sig over det godt 200 år gamle platantræ, der knejser smukt over Nørregade foran museet KØS. Træet har været en fast del af et skiftende bybillede gennem årene, men vil det også stå der til glæde for fremtidens køgensere?
Det er et åbent spørgsmål, og det er et spørgsmål, der vækker stærke følelser i byen. Det har man blandt andet kunnet mærke på KØS i den seneste uges tid, efter lokalformanden for Danmarks Naturfredningsforening, Henrik Petersen, fejlagtigt fik den opfattelse, at træet skulle fældes i forbindelse med etableringen af den nye forplads til museet.
Siden har mange givet deres støtte til træet til kende - både over for museet og ved at binde sløjfer på hegnet som i øjeblikket indrammer museets forplads for at give plads til arkæologiske udgravninger.
Det er altså en sag, der kalder på følelserne hos mange mennesker, men den negative stemning mod KØS og den nye forplads er skudt ved siden af, for overvejelserne om at fælde træet har intet at gøre med forpladsprojektet.
KØS ejer træet, og herfra forklarer direktør Christine Buhl Andersen, at man hele tiden har ønsket at bevare det. Det er blandt andet derfor, man har taget særlige hensyn til træet i forbindelse med det igangværende arbejde med at anlægge en helt ny forplads til museet.
- Vi har kun ønsket, at træet skal blive stående, og det håber vi, at det kan. Jeg er ikke træekspert, men alt skal prøves, for at det kan få lov til at blive stående. Kan det bevares, så skal det bevares, siger hun.
Ingen nem beslutning
Lige nu har man besluttet ikke at gøre noget ved træet, men på længere sigt venter der en beslutning, om man skal lade det stå - eller søge om tilladelse til at fælde det og plante et nyt på stedet.
Det er dog ingen nem beslutning for museet, for udover stærke følelser er det også en sag om sikkerhed for naboerne, risikoen for ødelæggelse af det fredede nr. 31 og med potentielt alvorlige økonomiske følger for museet.
Overvejelserne om en fældning bunder således i henvendelser fra nervøse naboer i Nørregade nr. 30 og 31, hvor beboerne er bekymrede over de skader, det måske kan lave på deres bygninger under de kraftige efterårsstorme.
Skulle det ske, risikerer KØS at have ansvaret for ødelæggelserne og desuden at hænge på erstatningskrav, der i yderste konsekvens blive en bekostelig affære, der kan få fatale følger for museets økonomi.
Derfor er man nødt til at gøre sig overvejelser om træet, som er indtrådt i en alderdomsfase, men som alligevel kan have mange år tilbage i sig, hvis det får lov til at blive stående.
En ekspertrapport giver ingen entydige konklusioner, og derfor har KØS nu i første omgang besluttet at trække sin ansøgning til Køge Kommune om tilladelse til fældning af det fredede træ tilbage, lige som der skal foretages yderligere tekniske undersøgelser af, om det er nødvendigt at fælde træet for at sikre de omkringliggende huse.
- Vi har lyttet til Naturfredningsforeningen og besluttet, at vi skal være helt sikre på, at der er en saglig grund til at fælde så skønt og smukt et gammelt træ. Vi håber, at dialogen med Naturfredningsforeningen kan hjælpe os med at få sagen endnu bedre belyst, Christine Buhl Andersen.
Det er en løsning, der også glæder Danmarks Naturfredningsforening.
Imens fortsætter arbejdet med at etablere den nye forplads til KØS, som bliver en smuk tilføjelse til bybilledet, når den står færdig. Det ventes at ske i slutningen af oktober, men indvielsen kan dog blive forsinket af de igangværende arkæologiske undersøgelser på stedet, som har været mere frugtbare end forventet og derfor kan trække ud.