Enhedslisten foretrækker R-formand
Jonas Paludans orlov giver uventet løsning på venstrefløjen
Enhedslistens fløjmand i byrådet gennem de sidste år Jonas Paludan skal på orlov i et lille år, så han kan gøre sin uddannelse helt færdig og fortsætte som lærer på Roskilde Gymnasium. Det har skabt en helt uventet rokade, så det store venstrefløjsparti nu foretrækker, at den radikale Jeppe Trolle til at overtage hans post som formand for Klima- og Miljøudvalget.
Paludan har valgt at færdiggøre sin uddannelse med et nødvendigt pædagogikum, så han kan få en fast stilling og ikke risikerer at ende som 'politisk ringvrag' uden en civil levevej at falde tilbage på.
Normalt skulle partiets formandsplads så være overtaget af Henrik Stougaard. Men veteranen, der gennem mange år var SF's leder i Roskilde, før han skiftede til Enhedslisten på grund af Søvndals deltagelse i regeringen, har netop været gennem en større hjerte-operation. Han er allerede i bedring, men føler sig ikke rustet til at påtage sig det store arbejde som udvalgsformand ved siden af sine nuværende opgaver i Økonomiudvalget og i Skole- Børneudvalget.
Susanne Lysholm Jensen, der kom ind på partiets tredje mandat ved valget i november, og Anna Bondo, der skal afløse Paludan, ønsker heller ikke at påtage sig opgaven som udvalgsformand.
Derfor har Enhedslisten tilbudt pladsen for en periode til De Radikales Jeppe Trolle, fordi han ligger dem nærmest - i hvert fald når det gælder miljø- og energipolitik.
tk