Mere ros til revyen
Sønderborg Sommer Revy er blevet bedt om at levere endnu et nummer til Revyernes Revy.
Tidligere er Flemming Jensen og Leif Maibom blevet udtaget til Revyernes Revy med de to sammenhængende numre: ‘Lynskift' og '72 jomfruer og 1 mand'. Begrundelsen var at Flemming er nomineret som forfatter, netop for nummeret om de 72 jomfruer.
Nu har instruktøren Anders Lundorph bag Revyernes Revy bedt Leif Maibom om nok et nummer. Han mente ikke, at Sønderborg Sommer Revy som en af de store revyer, var helt rigtigt repræsenteret.
Så den 17. august trækker hele revyholdet fra Sønderborg igen i de varme dyrekostumer og indleder Revyernes Revy showet med nummeret: En indgangbøn, der omhandler den meget omtalte dyreslagtning i Københavns Zoo.
"Det var jo en dejlig nyhed og et flot skulderklap," siger Leif Maibom.
Nu venter holdet så spændt på, om der også skulle være en nominering på vej til næste Revy Award Show, nemlig Tv Charlies Revy Galla, der optages den 31. august. Holdet har ikke endnu fået besked om, hvilket nummer de evt. skal på scenen med ved den lejlighed.