Fortsæt til indhold

Ventede tre timer på plaster

Forvirring på skadestuen gav 17-årige Emilie et ar på armen

Arkiv
Anette Gundlach

Da 17-årige Emilia Sørensen faldt ned ad trappen og fik et dybt sår i armen, måtte hun vente på hjælp i tre en halv time på skadestuen i Roskilde. Først skulle hun og hendes far gennem en meningsløs telefonsamtale med alarmcentralen og sidde i uvished, fordi den rigtige hjælp ikke var til stede. Inden var det hele startet med, at Emilia Sørensen skulle til 9. klasses afslutningsfest hos en veninde. Fem em minutter før festens start, faldt hun ned ad trappen, og i faldet skar hendes armring sig dybt ind i underarmen. Emilies far, Jacob Sørensen, valgte straks at køre hende på skadestuen i Roskilde, som praktisk nok lå lige ved siden af, fortæller han.

Ring til Alarmcentralen

Vel ankommet gik faren med sin sårede datter hen til skranken. Her blev de mødt af en sygeplejerske, der spurgte om de havde ringet først. Det havde de ikke, da de jo havde skyndt sig på skadestuen. - Jeg fik besked på at ringe først, for sådan var proceduren, fortæller Jacob Sørensen. Heldigvis måtte han gerne låne skadestuens telefon til at melde deres ankomst. - Damen i telefonen præsenterede sig som sygeplejerske, og hun udspurgte mig om skaden. Om såret var dybt og om det blødte meget, siger Jacob Sørensen. Han stod stadig på skadestuen omringet af sygeplejersker, der ikke måtte hjælpe, mens datteren sad med et klæde om den blødende arm. - Jeg svarede, at jeg ikke brød mig om at se på såret, og at jeg ikke var læge. Sygeplejersken i telefonen foreslog Jacob at køre til Køge eller Hillerød. - Faktum var, at der ikke var en læge tilstede. Samtidig var den sygeplejerske, der var bedst til at sy, optaget, lød beskeden, siger Jacob Sørensen.

Emilia Sørensen fik et plaster på såret, efter hun havde ventet i næsten fire timer på skadestuen i Roskilde.(Foto: Privat)

Hjælpen var langt væk

- På det tidspunkt var der gået halvanden time, og mig bekendt skal der helst sys indenfor fire timer, hvis såret skal vokse rigtigt sammen. Efterhånden blev Jacob utålmodig på sin sårede datters vegne, og derfor ringede han til vagtlægen fra skadestuetelefonen. - Det var en sød dame-læge, der tog telefonen. Jeg fortalte om min situation, og hun svarede at hun gerne ville hjælpe og i øvrigt godt kunne lide at sy, men desværre sad på sit kontor i Slagelse.

Plaster på såret

Jacob Sørensen gik hen til skranken og bad om, at der blev gjort noget med det samme. Efter nogen tid kom en sygeplejerske hen til Emilia og satte et plaster over såret. Både Emilia og Jacob Sørensen er rystede over, hvordan deres aften på skadestuen forløb. Emilia siger: - Jeg forstår ikke, at de ikke bare vurderede, om såret skulle sys eller ej, i stedet for at lade mig vente flere timer og så bare give mig et plaster på. Søren Jacobsen siger: - Den manglende behandling betyder, at min datter i dag har et stort grimt ar på underarmen til evigt minde om dengang administratorerne tog vagten på hospitalet, siger Søren Jacobsen og fortsætter: - Det så ud som om personalet på skadestuen heller ikke var stolte ved situationen. ag@roskildeavis.dk